Sikkerhedsvandringer kan være på vej til Aalborg Havn: - Vi skal finde de farlige zoner
I Aarhus har man gået såkaldte “sikkerhedsvandringer” på havnestrækninger i tre år. Aalborg tager første skridt i maj
AALBORG: Politikerne i Aalborg har afsat en lille million til at sikre havnefronten i Aalborg.
Efter episoden med den 21-årige Oliver Ibæk Lund, der i februar faldt i havnen og endnu ikke er blevet fundet, er planen nu at sikre med varmefølsomme kameraer, pissoirer og mere lys for at mindske risikoen for flere drukneulykker.
Men skrivebordsarbejde er ikke nok - vi skal fysisk ud på havnen og finde de farlige zoner. Det mener ekspert i risikovurdering hos TrygFonden, Helen Witt, der gennem tre år har hjulpet med at sikre Aarhus Havn.
Aalborg får samme mulighed
Og nu ser det også ud til, at eksperterne fra TrygFonden kommer til Aalborg.
For til maj bliver første møde afholdt mellem TrygFonden og Aalborg Kommune, hvor sikkerhedsvandringerne er på dagsordenen.
- Aalborg vil få tilbudt den samme mulighed for sikkerhedsvandring, som Aarhus har fået. Vi ved dog ikke, om de allerede har en masse tiltag, som gør, at det ikke er nødvendigt for dem at lave sikkerhedsvandringer, slår Helen Witt fast.
- Vi har hos TrygFonden været inviteret til Aalborg længe nu, men mødet har simpelthen været udskudt på grund af corona i snart to år, fortæller hun.
Lokalisér ulykken inden den sker
Havneområdet i Aalborg har i dag boliger, studieliv, restauranter og en festlig gade lige i nærheden, som alt sammen tiltrækker mange mennesker.
- Flere mennesker langs vandet øger risikoen for, at det kan ende galt, siger Helen Witt fra TrygFonden.
- Termiske kameraer er fortsat en teknologi med udfordringer. Og pissoirer er en måde at nudge mænd til at holde sig fra at tisse i havnen - om det virker, ved jeg ikke. Lys er effektivt til at markere at kajen stopper, siger Helen Witt.
Kigger vi lidt mod syd, har Aarhus været i gang med sikkerhedsvandringer i tre år. Her er der mere fokus på at forhindre ulykken, inden den sker.
Hegn strategiske steder
I Aarhus har man især omkring DOKK1 gjort brug af at bevæge sig fysisk ud på havnen i de mørke timer sammen med eksperter i havnesikring fra TrygFonden.
- På sikkerhedsvandringerne kigger vi efter bænke, kajens forløb og om der er nogle steder, der “inviterer” folk ned til vandet. På den måde kan man sætte hegn op strategiske steder, fortæller hun.
Fordi havneområderne er i konstant udvikling, er arbejdet ikke færdigt efter første sikkerhedsvandring. Det er nærmere en proces, der skal gentages og holdes ved lige.
“Man kan ikke hegne alt ind”
Knap 600 borgere har på Facebook meldt sig ind i gruppen “Aalborg Havn få så sat det hegn op nu!”. Men en total indhegning af havneområdet, tror Helen Witt ikke på.
- Vi kan ikke bare hegne alting ind. Vi er et folk, der godt kan lide adgangen, siger hun.
På havnen er der nemlig mange situationer, der skal tages højde for, når der laves havnesikring.
- Skibe skal kunne lægge til kaj, sikkerhedstiltag skal kunne klare det hårde miljø nær vand - og vi vil også gerne kunne bruge områderne uden at være spærret inde, siger hun.
- Jeg vil gerne appellere til, at vi allesammen tager os af hinanden. Når vi kan se, at en ven er lidt for fuld, så sørg for at følges hjem. De ulykker, der har en dødelig udgang, er næsten altid, hvor folk går alene, siger hun.
Ved det første møde i maj mellem TrygFonden og Aalborg Kommune vil kommunen blive præsenteret for sikkerhedsvandringerne som en mulighed. Først derefter skal det besluttes, om de også skal foregå i Aalborg.
LÆS OGSÅ: Nu er planen klar: Sådan skal 800.000 kroner mindske risikoen for drukneulykker