Billede beskrivelse

Sidste chance for gratis musik på Havnefronten

Få house og lounge i Jomfru Ane Parken i weekenden

04. august 2021 kl. 14.09

AALBORG: Temperaturerne skulle blive hæderlige og med solstrejf ind imellem. Ja, faktisk er der ikke rigtig nogen undskyldning for ikke at presse det allersidste ud af sommeren og slå sig ned i græsset i Jomfru Ane Parken fredag og lørdag, når minifestivalen Harbour:Candy kigger forbi for sidste gang denne sommer.

Det er Clark Knøsen og hans firma Blue Machines, der står bag eventen, som alle kan deltage i - helt gratis.

- Det har indtil videre været en rigtig god sæson - specielt de første koncerter i maj og juni kom der mange til. I juli kunne vi godt mærke, at det var ferietid, siger Clark Knøsen.

Han lægger ikke skjul på, at han holder lidt ekstra øje med vejrudsigen i disse dage, for netop vejret kan lægge en seriøs dæmper på begivenhederne.

- Sådan er det jo i Danmark. Og det skifter hele tiden, hvordan det skal se ud - specielt lørdag - så det kan man nærmest først vide på dagen, lyder det.

LÆS OGSÅ: Hæng ud på havnen: Kom til gratis house og lounge

2021 markerer Harbour:Candys ti års jubilæum, og derfor har der i år været gratis house- og loungekoncerter fem weekenden med i alt ti dage. Det er lidt flere end de foregående år, men har altså indtil videre været en succes.

Begivenheden den kommende fredag og lørdag er de sidste for i år, men konceptet er det samme som altid med gratis musik fra kl. 15 til 22. Man kan købe sine drikkevarer på stedet og et par gange i løbet af eftermiddagen/aftenen bliver der hejst et piratflag på pladsen, som markerer, at der nu er slagtilbud på øl.

Og allerede før de sidste arrangementer er afholdt, tør Clark Knøsen godt love, at Harbour:Candy og de gratis koncerter er tilbage næste år.

- Ja, 100 procent. Jeg synes, det er så fedt, så jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg skulle stoppe med det, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste