Sidste år havde de for få: Men i år vælter det ind med frivillige
Der er stor efterspørgsel på at blive frivillig
AALBORG: Der er postyr i det store ungdomstelt på Nibe Festival, hvor en gruppe teenagere iført lyserøde veste er ved at blive sendt ud i marken.
- Der er ikke noget med at tage den af, bare fordi der dukker nogle piger op, lyder det bestemt fra Rikke Nielsen.
Hun er en af de ansvarlige for de ungefrivillige
- Bare rolig, den er sgu da fed, lyder det fra en af drengene, mens de siver ud til deres respektive opgaver på festivalen.
De sidste par år har været særdeles svære for Nibe Festival. Først to år med corona-aflysninger, og sidste år var festivalen i store problemer, da alt for få meldte sig som frivillige. Det lykkedes at få afviklet en festival, men i år er det simpelthen gået over alt forventning.
23. maj i år kunne Nibe Festival melde totalt udsolgt, og det smitter også af på antallet af frivillige. Torsdag eftermiddag var der 4813 frivillige medhjælpere på festivalen.
Unge vælter ind
Populariteten mærker de også hos Ungdomsholdet, der er en særlig frivillige-ordning for de 13 til 17-årige. I år er der 280 af dem, og de hjælper til de fleste steder i Skalskoven.
- Det er simpelthen så skønt at arbejde med de unge mennesker. Vi laver sjov med hinanden, spiller Uno og hygger. De kan også komme og få et kram, hvis det hele bliver lidt for presset, siger Rikke Nielsen. Hun har været frivillig voksen på Ungdomsholdet i syv år, men er kommet på festivalen i 32 år.
- Siden min konfirmation, siger hun med et grin.
17-årige Ida Behr Sølyst fra Skive er en af de unge frivillige. Hun er her sammen med sin familie. Hendes lillebror er selv på ungeholdet, mens hendes mor er frivillig i VIP-loungen.
- Det er vildt hyggeligt. Vi sover lidt længere, end vi måske selv ville, og hvis vi har fået styr på tingene før tiden, kan vi bare komme tilbage og hygge. Så man har også energi til festivalen om aftenen, siger hun.
Coronaungdom
Selvom Rikke Nielsen er meget begejstret for at arbejde med de unge mennesker, kan hun mærke en klar forskel på før og efter corona.
- Mange af dem har ikke været på festival i årene op til nu. Vi kan godt mærke, om de har været her siden de var 13, eller om det er deres første år som 17-årig. De skal måske lige guides lidt mere til, hvad de skal gøre, siger hun.
I år var det nødvendigt at lave en venteliste. Hvis man har lyst til at være en del af Ungdomsholdet næste år, kan det derfor være en god idé at melde sig til hurtigt. De ansvarlige understreger, at de gør meget ud af at tage godt imod alle typer af mennesker.