Vestbyens Cykelhandel er kommet godt på plads
850 kvadratmeter gør godt.
Især når man kommer fra 250 af slagsen og er cykelhandler. Vestbyens Cykelhandel er faldet godt til i de nye rammer i den tidligere universitetskælder på Strandvejen 12.
Den 1. marts slog indehaverne Rasmus Lyngby og Jan Sørensen dørene op og allerede nu har hverdagen atter indfundet sig.
- Kunderne har fundet ud af, at vi er flyttet. Vi er igen oppe på fuld styrke og vi befinder os rigtig godt i de nye lokaler, siger Rasmus Lyngby.
Han overtog Vestbyens Cykelhandel for 25 år siden efter selv at være udlært cykelmekaniker samme sted. Forretningen er dog langt ældre og blev etableret helt tilbage i 1950. Siden 1963 har Vestbyens Cykelhandel haft til huse på Borgergade.
- Men vi trængte til mere plads, forklarer Rasmus Lyngby.
- Cykelindustrien har udviklet sig meget de senere år. Eksempelvis er der kommet flere ladcykler, der fylder mere. Handlen med elcykler er også eksploderet med yderligere behov for service. Så vi er rigtig glade for, at vores værkstedsfaciliteter nu fylder lige så meget som hele den gamle butik. Tilmed har vi fået langt mere udstillingskapacitet. Vi kan nu præsentere vores cykler og tilbehør meget bedre, konstaterer cykelhandleren.
Han beretter i øvrigt, at alle medarbejdere er flyttet med til den nye butik. Her skal der formentlig også snart ansættes en lærling.
- Der sker hele tiden udvikling på cykelområdet, så lærlinge er vigtige. Desuden er der mangel på cykelmekanikere, siger Rasmus Lyngby.
Vestbyens Cykelhandel forhandler cykler i alle prisklasser og betjener kunder fra hele Nordjylland.