Trine har valgt at lukke sit livsværk: "Det er en beslutning, der river i mit hjerte"
En bastion i handelslivet i Nibe trækker stikket.
Trine Kær, der står bag Butik Blossom der senere blev til Blossom, skriver i et opslag på Facebook, at hun har valgt at lukke virksomheden efter næsten 13 år som selvstændig.
"Det er en beslutning, der river i mit hjerte, men tiderne er hårde, og det har de været alt for længe. Jeg har virkelig kæmpet. Men nu må jeg smide håndklædet i ringen," skriver Trine Kær i opslaget, og videre lyder det:
"Jeg har brugt utallige søvnløse nætter på at håbe, drømme og tro på, at tingene ville vende. Men sandheden er, at alt har ændret sig, og verden er langt mere barsk nu".
Det er ikke blot et stykke Nibe-historie, der dermed får sin ende. Trine Kær er med sit iværksætterprojekt blevet et kendt ansigt og Butik Blossom et kendt brand over hele landet.
Det vidner de godt 160.000 følgere på Facebook og de flere end 55.000 følgere på Instagram også om.
"Blossom har givet mig de smukkeste oplevelser, fantastiske medarbejdere, spændende rejser og venskaber, der har rørt mit hjerte. Jeg vil aldrig glemme de mange forretningsforbindelser og alle jer, mine trofaste kunder, der har støttet og troet på mig gennem årene. Tak. Fra bunden af mit hjerte," skriver Trine Kær i sit opslag.
Hårdt arbejde, kvalitet og kærlighed
Her åbner hun samtidig en dør på klem for, at andre kan overtage Blossom-brandet og føre det videre.
"Selvom det gør ondt at sige farvel til min drøm og mit livsværk, er mit største håb, at Blossom kan leve videre i nye hænder. Det er et stærkt brand, bygget på hårdt arbejde, kvalitet og kærlighed, og jeg er stolt af det vi alle har skabt sammen i vores fællesskab".
Trine Kær havde allerede tirsdag sat gang i et ophørsudsalg, der undervejs førte til, at Blossom-hjemmesiden gik ned - simpelthen fordi folk strømmede til på sitet.
Det forstår man i virkeligheden, hvis man kaster et blik ned over priserne på hjemmesiden.
Her er en lang række mærkevarer og -produkter således sat ned med 80 procent.
Trine Kær har endnu ikke sat en bagkant for, hvornår Blossom lukker endegyldigt.