Billede beskrivelse

Théo åbner champagnebutik i midtbyen

10. november 2025 kl. 17.00

AALBORG: - Jeg synes, at man skal vide noget om det, man sælger. Hvis jeg først gør noget, så gør jeg det 100 procent. 

Sådan sagde dengang 21-årige Theo Madeleine til Ligeher.nu

Sammenhængen var, at han var trådt ind på det eksklusive marked for salg og import af champagne med sin virksomhed Champagne Season. 

Og nu har iværksætteren så søsat næste del af hans rejse. 

Han åbner nemlig snart en ny champagnebutik i Aalborg. 

Det fortæller han til Ligeher.nu. 

- Jeg havde brug for, at der skete lidt mere, og så vil jeg gerne, at mine kunder kan komme et sted hen med faste åbningstider, hvor de kan handle og komme til smagninger, siger Théo Madeleine og tilføjer: 

- Champagnenørderne skal have lov til at have deres plads, og så skal vi drikke nogle rigtig vilde flasker herinde i butikken. 

Han kan allerede nu tease for, at der til næste år venter en masse smagninger af champagne - for eksempel en Dom Perignon-smagning - ligesom udvalget kommer til at bestå af flere end 100 forskellige flasker champagne. 

Billede beskrivelse

Den nye champagnebutik får adresse i Danmarksgade 24 - og har første åbningsdag 4. december. 

Hvordan åbningen skal markeres og fejres, regner Théo Madeleine med at offentliggøre på et senere tidspunkt. 

Og åbningstiderne er heller ikke endelige for den første tid i december. 

Sideløbende med åbningen i Danmarksgade skal han nemlig også drifte en pop up-butik i forbindelse med Jul i Zoo, når det åbner senere på måneden. Det har han også gjort de foregående år. 

- Der bliver travlt, men det er jo et luksusproblem, understreger Théo Madeleine. 

Åbningstiderne i den nye champagnebutik bliver i stedet meldt ud fra uge til uge på Champagne Seasons Facebook-side. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste