Billede beskrivelse

Sunes Rema 1000-butik er blandt de bedste i hele landet

11. august 2025 kl. 06.01

I det centrale Aalborg - på Godsbanen - finder man én af landets bedste Rema 1000-butikker. 

Det blev en kendsgerning tirsdag i sidste uge, da butikkens købmand - Sune Vinding - og resten af butikkens personale blev overrasket med en kåring som regionens bedste Rema 1000-butik. 

En pris der efterfølgende har gjort den lokale købmand både glad, stolt og rørt. 

- Jeg blev helt mundlam og ekstremt stolt, og så kneb jeg nok også en lille tåre. Det er kæmpestort og en stor drøm for mig personligt. Det har været noget, jeg har kæmpet for i mange år, siger han til Ligeher.nu.

Han overtog Rema 1000 på Godsbanen for omtrent tre og et halvt år siden, og siden da har han sammen med sit personale brugt hver eneste dag på at højne niveauet i butikken. 

- Det har hele tiden været min holdning fra start, at vi skulle løfte niveauet i butikken i fællesskab, så det ikke bare var mig alene, der skulle knokle 90 timer om ugen, for at butikken spillede. Det har været en lang proces, fra jeg overtog og til, hvor vi står i dag, og der er sket rigtig meget på de tre foregående år, siger Rema 1000-købmanden og understreger, at det har "krævet en stor holdindsats at komme hertil":

- Vi har det skidesjovt sammen, så det er lige så meget kammeratskab, som det er købmandskab og forretning. Prisen er et kæmpe skulderklap til hele holdet, så det er vi enormt stolte af.

Daglig påmindelse

At Sune Vinding har haft en drøm om at blive kåret som regionens bedste Rema 1000-butik, har han på daglig basis mindet sig selv om. 

På en opslagstavle i køkkenet hjemme i privaten har han haft det skrevet op - og har dermed gjort sin ambition meget konkret. 

- Jeg havde sat mig det som det helt store mål for butikken, for jeg har troet på, at vi havde niveauet til at få prisen. Men det er heller ikke sådan, at ikke vi havde fået den i år, at jeg så var blevet skuffet - overhovedet ikke. Der er så mange dygtige og kompetente folk heroppe, siger Sune Vinding. 

Billede beskrivelse

Med prisen følger foruden fejringen i tirsdags også et par prisvinder-bannere samt matchende trøjer til personalet. 

Dertil kommer selvfølgelig æren. 

- Det er stort - meget stort - inden for Rema 1000 at få sådan en kåring, understreger købmanden, inden han i samme åndedrag garanterer en "stor, stor personalefest" for sine ansatte. 

Billede beskrivelse

Landets bedste?

Med kåringen følger også muligheden for at blive kåret til landets allerbedste Rema 1000-butik.

Den er på dagsordenen til Rema 1000's helt store personalefest - det såkaldte Rigsmøde - lørdag 20. september.

- Der er stadig meget potentiale i butikken, og der er stadig meget at give af, så om det er nok til at hive den helt store pris i land, ved jeg ikke. Det må vi se til den tid, siger Sune Vinding.

I hans region er 31 butikker omfattet i et geografisk område, der dækker fra Aalborg og op nordpå. 

I alt tæller Rema 1000 16 regioner på landsplan - og tæt på 430 dagligvarebutikker i alt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste