Billede beskrivelse

Steen og Thomas flytter butikken væk fra gågaden efter flere årtier: - Det bliver vemodigt

16. december 2024 kl. 11.52

Steen startede i 1984, Thomas overtog i 1994 - og siden har forretningen taget fart.

Lydspecialisten i Nørregade har været en populær destination for feinschmekere inden for lyd igennem årtier - og har tiltrukket kunder fra både hele Danmark, men også udlandet.  

Men snart er det slut i lokalerne i Nørregade. 

Det fortæller butikkens to ejere, Steen Mortensen og Thomas Bach Mørk, til Ligeher.nu Aalborg, da vi slår et smut forbi butikken en fredag formiddag. 

- Det er blevet sværere at komme ind til midtbyen, og samtidig lever vi ikke af strøgkunder. Folk planlægger et besøg inde ved os, og vi har rigtig mange udenlandske kunder, og folk der kommer langvejs fra, forklarer Thomas Bach Mørk. 

Han nævner som eksempel, at man engang imellem har kunder, der tager den lange vej fra Asien til gågaden i Aalborg for at kigge på de eksklusive højtalere. 

- Derfor betragter vi også vores hjemmeside som et opslagsværk, for folk kommer i butikken her for at handle, supplerer Steen Mortensen. 

For store til lokalerne

De to ejere tilføjer, at man igennem årene er blevet "en større butik med flere ansatte" - og derfor er man nu "blevet for store til de nuværende lokaler". 

Til februar - måske først i marts - åbner de dørene til et nyt og større domicil på Vandmanden 10K i City Syd. 

Her får Lydspecialisten 650 kvadratmeter at boltre sig på. 

En mangelvare i det nuværende setup ved butikken i Nørregade, understreger de begge. 

- Vi får en meget nemmere hverdag i den nye butik, i særdeleshed også vores ansatte. Alt bliver samlet i ét niveau fremadrettet, og vi får meget mere plads til at vise vores produkter frem for vores kunder, siger Thomas Bach Mørk, som dog tilføjer: 

- Det bliver meget vemodigt at forlade lokalerne her, for vi har trods alt været her i flere årtier. Og jeg tror, jeg har brugt flere timer her i butikken end noget andet sted i mit liv. 

Billede beskrivelse

Lukkeperiode gjorde udslaget

Normalt har Lydspecialisten ikke ferielukket, men da man for en sjælden gangs skyld forsøgte sig med initiativet i sommeren 2023, stod det lysende klart for ejerne. 

Det var ikke nødvendigt med omsætningen fra butikken i den periode for at holde forretningen kørende - og dermed blev de to ejere skubbet endnu mere i retning af, at Nørregade-butikken godt kunne undværes. 

Eller i hvert fald at det ikke ville skade butikken at rykke den væk fra gågaden. 

Og så gik søgningen efter nye og større lokaler i gang. Dem fandt man - som nævnt ovenfor - i City Syd, og når det hele står klar på den nye adresse i 2025, kan både Steen Mortensen og Thomas Bach Mørk se frem til markante opgraderinger. 

Foruden nye og istandsatte lokaler kan man byde kunder og gæster inden for i en stor biograf, fire nye showrooms - samt 12 dedikerede parkeringspladser lige uden for døren. 

Pt. lyder planen, at Lydspecialisten åbner i City Syd i midten af februar - men åbningen kan potentielt godt blive udskudt til ind i marts, fortæller de to ejere. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste