Salling laver helt særlig udvidelse på Rooftop
Det er et ønske fra gæsterne, der nu bliver imødekommet
AALBORG: Det er bare en helt særlig udsigt, du får på Rooftop. De to tagterrasser på toppen af Salling er blevet populære attraktioner med panoramaudsigten udover både by og fjord.
Og nu får du endnu flere muligheder for at slå dig ned og nyde både godt selskab og events, for den øverste del af Rooftop er netop blevet udvidet med markant flere siddepladser.
Som noget nyt kan du nu slå dig ned på stole ved borde allerøverst oppe - endda med overdækning, for markisen ruller ud, når der er behov.
- Vi udvider blandt andet, fordi det har været et ønske fra vores gæster, at de får flere muligheder for at sidde heroppe og nyde deres mad og drikkevarer, siger Rooftop Manager Camilla Mortensen.
Hun understreger, at man er mere end velkommen til at tage det med op på Rooftop, som man har købt hos eksempelvis Starbucks eller hos Sallings bager og delikatesse.
Med det nye initiativ bliver det også nemmere for Salling Rooftop at holde events - ligesom det rummer flere muligheder for private og virksomheder, der vil leje stedet.
De nye borde og stole giver plads til omkring yderligere 60 siddende gæster.