Billede beskrivelse

Renovering trækker ud: - Den største udfordring er, at mange tror, butikken er lukket

15. februar 2026 kl. 08.00

NØRRESUNDBY: Er I lukket? Hvornår åbner I igen? 

Spørgsmål som disse møder indehaver Teodor Georgiev næsten dagligt, når kunderne lægger vejen forbi Musikhuset Aalborg på Østergade 29A i Nørresundby. 

Renoveringen af stueetagen har trukket ud - byggeteknik, papirarbejde og de mange små detaljer tager længere tid end forventet. 

- Det er lidt som at vente på jul … bare uden dato, konstaterer Teodor.

Midlertidig flytning

Imens er butikken rykket op på 1. salen i samme bygning. 

Her er kaffen klar, og udvalget er lige så omfattende som altid. 

- Den største udfordring er, at mange tror, butikken er lukket. Det er ikke tilfældet. Vi er bare midlertidigt rykket en etage op. 

- Det skilter vi tydeligt med - også på de sociale medier. Vi har en fuldt udstyret butik heroppe, men vi mangler selvfølgelig facaden ud mod gaden, siger Teodor. 

Mange års erfaring

At Teodor bevarer roen midt i forsinkelsen, er måske ikke så overraskende. 

Musikhuset åbnede i begyndelsen af 2020 - kort før corona lukkede Danmark og resten af verden ned. Alligevel lykkedes det at få forretningen på fode. 

- Når man har prøvet at starte op lige før en global nedlukning, så lærer man at tage tingene, som de kommer, fastslår forhandleren. 

Han har mange års erfaring i branchen og havde tidligere sin daglige gang som medarbejder hos navnkundige Eskildsen Musik. 

Drømmen om at drive egen butik blev til virkelighed, og gennem årene er det lykkedes at opbygge en solid kundeskare.

Billede beskrivelse

Service og personlig rådgivning

- Vi sælger musikinstrumenter til alle. Musikere, institutioner, skoler og virksomheder er blandt kunderne, og vi har instrumenter i alle prisklasser. Ligeledes er vi forhandler af lys, højttalere, studietilbehør og meget andet. Det, vi ikke har i butikken, skaffer vi hjem, fortæller Teodor.

Han understreger, at Musikhuset lægger stor vægt på personlig rådgivning og service. 

- Her adskiller vi os fra de store internationale webforhandlere. Disse skilter gerne med gode tilbud, men virkeligheden står desværre ikke altid mål med løfterne. Her tager vi eksempelvis ikke ekstra for at justere og optimere instrumenterne, når kunderne køber dem hos os. Det skal man typisk betale for andre steder.

Supplerer med webshop

Musikhuset driver i øvrigt også selv en webshop - naturligvis baseret på samme høje værdigrundlag. 

Teodors hustru, Gitte, og parrets to børn hjælper til med at styre ordrer, forsendelser og alt det andet, der følger med. 

- I webshoppen har vi kunder fra både ind- og udland. Det er et godt supplement til den fysiske butik, beretter Teodor, der lover fest, når lokalerne i stuen atter står klar:

- Det skal fejres i stor stil. Præcis, hvornår ved jeg ikke. Det er op til håndværkerne, men vi krydser fingre for, at det bliver meget snart, siger han med et smil.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste