Populært tøjmærke viste nytårsmoden frem
AALBORG: December står for døren og inden længe er både jul og nytår i sigte. Det er med andre ord tid til masser af selskabelig aktivitet. Men hvordan bliver man lige klar til julefrokost eller nytårsparty uden at gentage sidste års garderobe?
Det kunne man fredag blive klogere på ved et VIP-arrangement hos Shaping New Tomorrows kvindebutik på Boulevarden 22. Her var der kaldt til samling til en aften med gode tilbud, rådgivning og masser af hygge.
- Det er kun lige et år siden, vi åbnede vores kvindebutik, fortæller assistant store manager, Laura Simoni.
- Vi går vores første rigtige julehandel i møde. I fjor markerede julen lige så meget et åbningssalg for os, men i år bliver det noget andet. Derfor har vi valgt at holde et arrangement med fokus på tøj og stil til julens selskaber og festlige anledninger, tilføjer Laura.
Omkring 20 kunder havde sikret sig adgang til aftenen, hvor også Matas var inviteret indenfor. Således kunne man blive klogere på make-up og hudpleje med vægt på Sensai-produkterne.
I øvrigt er modebilledet lige nu, følge Laura mere differentieret end længe.
- Selvfølgelig lægger julefrokoster og nytårsfester op til glimmer. Og som oftest er det de mørke farver, der præger perioden. Men vi mærker også en tendens til, at mere er tilladt for tiden. Du kan eksempelvis godt kombinere en lyserød bluse med noget grønt, lilla eller brunt. Der er ikke så mange regler, hvilket er ret befriende.
Laura slår desuden fast, at Shaping New Tomorrows kvindebutik på Boulevarden er kommet godt igennem det første år.
- Vi har lige skullet definere os i byen. Men vi har helt klart mærket, at vores kunder kommer her med et formål. Det er typisk ikke strøgkunder, der lige dropper ind. De ved, hvad de går efter og det er ofte et ønske om at købe kvalitet fremfor kvantitet.
Fredagens arrangement omfattede naturligvis også shopping. Både Shaping New Tomorrrow og Matas fristede med VIP-tilbud. Gæsterne blev desuden trakteret med fristelser til ganen.