Populær genbrugsbutik udvider i midtbyen
Butikslokalet, der før var nabo, er blevet en del af en større og forvandlet Reden Genbrug
AALBORG: Det vrimler med kunder i den populære genbrugsbutik, Reden Genbrug, der ligger i hjertet af Aalborg på hjørnet af Danmarksgade og Rantzausgade.
Butikken har netop slået dørene op til en ny og større butik end de plejer. Butikslokalet, der før var nabo til Reden Aalborg og tidligere husede en barber, er nu lagt til genbrugsbutikken.
Det betyder væsentlig mere plads. Det fortæller Ketty Kjær, som er leder af Reden Genbrug Aalborg.
- Vi er utrolig glade for, at vi har fået mulighed for at udvide vores lokaler med nabolejemålet. Derved har vi fået et butikslokale mere og ikke mindst et baglokale, hvor vi kan opbevare det tøj, der skal bruges til næste sæson.
Det er ikke kun kunderne, der nyder godt af udvidelsen. De frivillige er også ret begejstrede for mere albuerum.
- Det er ren luksus med så meget mere plads. Lyset vælter ind gennem de store vinduer, så det er rigtig dejligt at være her, siger Edel Søndergaard, der er frivillig i butikken.
Hun har været her alle de otte år, som Reden Aalborg har ligget netop her. På tirsdag kan de nemlig fejre deres otte års fødselsdag.
Ny herre- og dameafdeling
Det er ikke kun baglokalet, der har fået god orden og struktur. Det ses også tydeligt på stativerne, hvor tøjet hænger sirligt og er opdelt i afdelinger.
I det nye lokale finder du herretøjet, mens en anden væg præsenterer dametøjet.
Dermed er der også sket omrokeringer i resten af butikken, der nu har fået bedre plads til det populære hjemmestrik, en ny sports- og skoafdeling.
- Især vores hjemmestrikkede sokker er vildt populære. Dem, der strikker dem, kan knapt nå at følge med, førend de er ude af butikken igen, siger Edel Søndergaard.
Overskuddet fra salg af tøj i butikken støtter KFUK's Sociale Arbejde. Du finder Reden Aalborg på adressen Danmarksgade 21.