Ny udvikling i købmandsløs landsby: Døgnåben butik på tegnebrættet
EGENSE: Det er efterhånden en lille måneds tid siden, at Min Købmand i Egense lukkede.
Siden har en arbejdsgruppe konstitueret sig i byen - og for lidt over en uge siden lokkede et borgermøde 130 nysgerrige indbyggere og sommerhusejere til.
- Vi håber at kunne åbne en købmandsbutik igen inden 1. januar, lød det dengang fra Karina Brandstrup, der er talsperson for arbejdsgruppen.
Det er også hende, der denne tirsdag har slået et længere opslag op i en offentlig gruppe på Facebook - "Ny Købmand Egense 9280"- hvor arbejdsgruppen fortæller mere om de konkrete planer for en ny købmand i byen.
Blandt andet har arbejdsgruppen planer om at åbne en ny købmandsbutik, der har åbent hele døgnet.
Butikken vil være bemandet som tidligere, og så vil man som anpartshaver kunne få adgang med en særlig brik, når der ikke er bemanding i butikken.
Der er endvidere planer om at ansætte en ny købmand samt etablere en bestyrelse omkring selve købmanden og driften.
Dertil peger arbejdsgruppen på, at hus- og sommerhuspriserne i området "kan være afhængige af at der er en butik".
"Vi ser mange muligheder og potentiale for at få en købmand igen, men tankerne gør det ikke alene. Det er derfor vores opfordring at man gør sig sine overvejelser, men også får spurgt såfremt der er noget man er i tvivl om," skriver arbejdsgruppen i den offentlige gruppe.
Arbejdsgruppen holder møde igen i den kommende weekend - samt igen i november.