Ny pop-up i Nørregade: Snart kan du gøre et festligt kup
Det popper op med pop-ups i Nørregade!
Tidligere på måneden kunne vi fortælle om pop-up-galleriet Gallery N20, og nu åbner endnu en midlertidig butik.
Denne gang er det Cerise, der rykker ind. De er specialister i eventstyling og eksklusivt festpynt – og snart kan du få fingrene i deres varer til spotpriser.
– Vi har virkelig gode materialer som kvalitetsballoner, vimpler og lanterner – alt til konfirmationer, bryllupper og fødselsdage. Og vi sætter det hele ned med 80 %, fortæller Pernille Siboni Ussing, stifter af Cerise, til LigeHer.nu Aalborg.
Webshoppen lukker – men festen fortsætter
Cerise blev stiftet for seks år siden, i forbindelse med at Pernille planlagde sit eget bryllup og ikke kunne finde festpynt, der matchede hendes stil.
Det blev begyndelsen på virksomheden med det franskklingende navn.
– Cerise er fransk for kirsebær og refererer til det berømte ‘Cherry on top’ – den sidste, afgørende detalje, der fuldender et event. Vi ser os selv som den ekstra dimension, der løfter oplevelsen og skaber et varigt indtryk, fortæller Pernille.
Siden da har Cerise udvidet med en afdeling i Vanløse, og nu står virksomheden over for en større forandring.
– Vi har valgt at lukke webshoppen for at fokusere endnu mere på eventstyling og cirkulære dekorationselementer. Samtidig har vi åbnet en afdeling i Vanløse for at dække hele landet mere effektivt, da mange af vores opgaver ligger på Sjælland. Vi fortsætter stadig vores aktiviteter i Jylland, hvor vi bevarer en afdeling i Støvring med primært fokus på administration og logistik, fortæller Pernille og fortsætter:
– Det er meget karakteristisk for os – vi står aldrig stille. Vi tænker altid ud af boksen og udvikler os hele tiden, afslutter hun.
Gør et scoop
Derfor sælger Cerise nu ud af sit lager i pop-up-butikken i Nørregade.
– Vi har stadig masser af smukt festpynt på lager, som vi gerne vil dele med folk. Og vi ved, at mange lige nu er på jagt efter pynt til bryllupper, konfirmationer og andre store fejringer, siger Pernille.
Pop-up-shoppen åbner på Nørregade 5 fra den 27. til 31. marts, og de hurtigste kunder kan se frem til en ekstra overraskelse.
– Vi har sammensat eksklusive goodiebags med pynt til en værdi af 500 kr. til de første 50 i køen om torsdagen. Vi forventer stor interesse og ser frem til en fantastisk start på pop up eventet.
Har du brug for hjælp til at vælge farver eller andre detaljer, står Cerise-teamet også klar med rådgivning i butikken.