Seneste nyt
Billede beskrivelse

Millionstøtte skal styrke børns lyst til læring i Aalborg

30. august 2026 kl. 06.01

AALBORG: Lokale unge frivillige er allerede med til at styrke børns læring og trivsel i Aalborg.

Nu får indsatsen et løft, efter Red Barnet Ungdoms landsdækkende læringsindsats Lyst til Læring har modtaget 4,36 millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden.

Det oplyser Red Barnet Ungdom i en pressemeddelelse.

I Aalborg står unge frivillige for aktiviteter gennem Lyst til Læring, der skal give børn faglige succeser, øget trivsel og tro på egne muligheder.

Med støtten fra Nordea-fonden bliver det muligt at videreudvikle indsatsen med nye didaktiske og pædagogiske metoder. Samtidig skal pengene bruges til at udvikle stærkere læringsfællesskaber og styrke kompetencerne hos organisationens unge frivillige - heriblandt de frivillige i Aalborg.

Hos Red Barnet Ungdom glæder forkvinde Dalia Awadh sig over støtten.

- Alle børn har ret til at opleve, at de kan lære, udvikle sig og høre til. Men vi ved også, at nogle børn møder langt flere barrierer end andre. Derfor er vi utroligt glade for den støtte og tillid, Nordea-fonden viser Red Barnet Ungdom og vores læringsindsats, siger Dalia Awadh.

Billede beskrivelse

Børn venter på at komme i læringscafé

De lokale aktiviteter gør ifølge en ung frivillig en mærkbar forskel for børnene. Nogle er så glade for tilbuddet, at de møder op længe før aktiviteterne begynder.

- Børnene fortæller nogle gange, at de venter op til en time på at læringscaféen starter. Det viser mig, hvor meget de værdsætter fællesskabet og aktiviteterne. Og det gør virkelig stort indtryk på mig, når børnene fortæller, at de har haft en nederen dag i skolen, men at Læringscaféen var sjov og har gjort dagen bedre, fortæller den unge frivillige.

Støtten på 4,36 millioner kroner går til det treårige projekt ”Lyst til Læring - Læringsfællesskaber for alle børn”, der er målrettet børn mellem seks og 16 år.

På landsplan skal 400-600 unge frivillige uddannes i nye metoder og tilgange. Indsatsen skal blandt andet styrke støtten til børn med matematikvanskeligheder, ordblindhed og ADHD, oplyser Red Barnet Ungdom.

Organisationen oplyser samtidig, at læringsindsatsen siden 2020 har nået omkring 5000 børn og unge med behov for ekstra faglig støtte. I samme periode har omkring 3000 unge frivillige været engageret i aktiviteterne.

Som en del af projektet skal Red Barnet Ungdom desuden udbrede organisationens Fokuscaféer på landsplan, indgå nye samarbejder med uddannelsesinstitutioner om rekruttering af frivillige og udvikle en model, hvor børnenes egne erfaringer og perspektiver inddrages i udviklingen af indsatsen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste