Billede beskrivelse

Ny butik rykker ind ved Bouet: Snart venter stor åbningsfest

29. december 2025 kl. 06.02

NØRRESUNDBY/BOUET: Harald Nyborg er her allerede, og flere andre detailkæder har også meldt deres ankomst. 

Området ved Bouet bliver med tiden et stort detailmekka, og nu er endnu en kæde klar med en nyåbning. 

Det drejer sig om den Harald Nyborg-ejede kæde Hi Five, som åbner ny butik klods op ad den eksisterende Harald Nyborg-butik på Loftbrovej. 

Det bliver i øvrigt Hi Fives butik nummer seks i Danmark.

Hi five-konceptet er bygget op omkring 7000 til 8000 varenumre inden for blandt andet husholdning, festartikler, hobbyartikler, kosmetik, legetøj, accessoires og tøj.

Og nu er kæden så klar med en åbningsdato i Nørresundby. 

Billede beskrivelse

Det fortæller direktør Bent Holm. 

- Vi åbner 30. januar i det nye år, og det bliver en fest, når vi åbner. Der bliver gang i den med både DJ, pølsevogn og en masse aktiviteter i løbet af dagen. Og så kommer der gode og billige varer på hylderne, siger han.

Kender man ikke Hi Five-konceptet - som i forvejen har butikker i Aars og Hjørring på nordjysk grund, kommer Bent Holm her med en beskrivelse: 

- Vi vil gerne være en butik, hvor det er nice at komme ned i og handle, og hvor man virkelig kan mærke personalets energi og begejstring, forklarer han og tilføjer: 

- Hi Five er en butik, der begejstrer. Man kommer altid ud med noget fra butikken, og så har vi en masse sjove varer, der overrasker og får én til at grine lidt. Og så er der hele tiden nyheder og nye varer på hylderne, så man altid bliver inspireret, når man besøger os. 

Hi Five i Nørresundby ved Bouet åbner - som nævnt - første gang fredag 30. januar. 

Her holder butikken åbent kl. 8-20. 

Derefter bliver åbningstiderne kl. 9-19 i hverdagene og kl. 9-17 i weekenderne. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste