Billede beskrivelse

Nu kan du shoppe i prisbelønnet tøjbutik i Algade

19. oktober 2023 kl. 14.05
Opdateret kl. 14.35

Kort fortalt:

  • Butler Loftet vinder den eftertragtede Gazelle-pris

- Vi er mega stolte. Den her pris, symboliserer den vilde rejse, vi har været på i en tid, der ellers har været fuld af udfordringer.

Sådan fortæller marketingkoordinator Nanna Pedersen fra Butler Loftet, om den Børsen Gazelle 2023 de netop har modtaget i butikken.

Børsen Gazelle er en pris, der uddeles til landets hurtigst voksende virksomheder, som opfylder en række krav til omsætning, drift og vækst. Et af kravene er at virksomheden over 4 år skal have en vækst på 100 procent, hvilket de hos Loftet er særligt stolte af at kunne opfylde.

- De sidste fire år har været svære for detailhandlen med både corona og krise, så at vi har vækstet i fire år i træk, det er altså stærkt, siger Nanna.

En stor milepæl

Butler Loftet ligger centralt i Aalborg i Algade 5. Adressen har været en populær shopping-destination siden 1971, hvor familien Wagner åbnede herrebutikken Butler. 52 år senere er familiens første butik vokset til et univers med fire individuelle koncepter til både kvinder og mænd; Loftet, Loft by Loftet, Richard og Butler samt et samlet online univers på webshoppen butler-loftet.dk

Det har været fire år fyldt med hårdt arbejde, engagement og kreativitet, så prisen er selvfølgelig en stor milepæl for holdet bag Butler Loftet.

- Der er selvfølgelig rigtig god stemning i butikken i dag. Vi fejrede det sammen i morges med lækker morgenmad, og så tænker jeg, at vi nok fortsætter fejringen til vores julefrokost, siger Nanna.

- Vi har ikke tid til at feste nu, vi skal jo sælge nogle varer, griner hun.

Flere Gazeller i fremtiden?

De har nemlig ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene hos Butler Loftet. Det er første gang de modtager en Børsen Gazelle, men det er forhåbentligt ikke sidste. Det vil kræve, at de vækster yderligere det næste år, og det er bestemt ambitionen, ifølge Nanna Pedersen.

- Nu er målet selvfølgelig, at vi gerne vil have én igen næste år, det er da klart, siger hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste