Billede beskrivelse

Nu får Aalborg endelig en ny fitness-butik

03. januar 2024 kl. 14.01

Pro Nordic er en helt nyt fitness- og kosttilskudsforretning, som lige om lidt åbner dørene for første gang. Det sker i Friis Shoppingcenter, hvor du fra på fredag d. 5. januar kan shoppe kosttilskud til en aktiv og sund livsstil.

I sortimentet vil man finde proteinpulver, milkshakes, bars, pancake & waffle mix, Zero toppings og meget mere.

- Siden Bodyman lukkede, har Aalborg manglet en fitness-shop, så at vi nu kan åbne op for det her helt nye koncept inde hos os, det er vi jo bare mega glade for, fortæller Marian Park Petersen, marketingkoordinator hos Friis Shoppingcenter.

Nyt og forbedret

Safa Sharifyar, som er indehaver af Pro Nordic har tidligere arbejdet i den populære Bodyman-butik, som lå på Nytorv, men desværre måtte lukke tilbage i juli i år. Nu er han klar med sit helt eget kostilskuds-koncept. 

- Det ser bare rigtig godt ud derinde. De har hylderne fuld af produkter fra blandt andet Bodylab og Barebells, som er fitness-favoritter. Og så ligger deres butik lige ved siden af indgangen til Puregym, så det er ret perfekt, siger Marian. 

Åbningsfest med goodiebags

Hun fortæller også at butikken er flot indrettet med møbler fra Råt&Godt lavet særligt til Pro Nordic, og at de faktisk er mere eller mindre klar til at åbne dørene derinde.

- I morgen holder de en reception for venner og familie. Det er jo første butik, de åbner, så det skal fejres! På fredag åbner de så op for alle os andre, og det sker selvfølgelig med en stor fest, fortæller Marian.

Der vil være gode intropriser på udvalgte varer fra Barebells og Bodylab samt Pro Nordics egne t-shirt, fede konkurrencer og præmier på højkant, samt 100 goodiebags ved køb over 99 kr.

Det sker fra på fredag kl. 10 til og med på søndag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste