Billede beskrivelse

Noella lukker sin butik i Bispensgade

09. januar 2025 kl. 18.27

Der bliver i hvert fald én færre tøjbutik med modetøj til kvinder i den nærmeste fremtid. 

Det står klart, efter at Noella, som ligger i Bispensgade, lukker sin butik senest i maj i år. 

Det bekræfter adm. direktør i modevirksomheden, Lau Kjær Knudsen, over for Ligeher.nu Aalborg. 

- Vi har besluttet os for at lukke vores butik i midtbyen i maj måned 2025 og for så vidt angår Aalborg og nærområdet fokuserer vi i stedet på eksterne forhandlere, vores store ShopInShop i Aalborg Storcenter samt vores webshop, forklarer han om butikslukningen. 

Lau Kjær Knudsen begrunder desuden lukningen med, at der generelt lukker butikker i midtbyen, ligesom der er for lidt kundestrøm - og at fokus derfor skal placeres andre steder. 

Billede beskrivelse

Butikken i Bispensgade åbnede i 2021, men siden er flere af modekædens butikker i blandt andet Aarhus og Hjørring også lukket ned. 

Lau Kjær Knudsen forklarer, at det skyldes et strategisk skifte i Noella. 

- Vi har stor vækst i øjeblikket, i særdeleshed internationalt, og det er derfor ikke længere vores fokus at drive egne fysiske butikker, når trafikken i midtbyerne har det svært, og forbrugernes shoppingvaner har ændret sig så drastisk de senere år. Desuden er potentialet væsentligt større både online og internationalt, siger han. 

Noella tæller i dag onlinesalg på 11 forskellige markeder, tilføjer Lau Kjær Knudsen. 

Ophørsudsalget er allerede i gang i butikken i Bispensgade.

Her kan man gøre sig en god handel i butikkens udvalg af både tøj, sko og accessories. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste