Billede beskrivelse

Mor og datter deler stor passion for tøj: Har drevet butik sammen i syv år

- Det er rart at have sin mor og bedsteven samme sted, lyder det fra Sofie Kyneb

05. juni 2023 kl. 10.31

AALBORG: Som mor, så datter – er det ikke det, man siger?

Talemåden passer i hvert fald ret godt på Joan og Sofie Kyneb, som siden 2016 har arbejdet side om side i dametøjsbutikken Joan Kyneb.

Butikken blev stiftet af Joan Kyneb for 15 år siden. Hun har altid haft en særlig interesse for mode, og det samme kan siges om datteren.

- Jeg er nærmest født ind i det. Interessen har altid været der, og som lille elskede jeg at style mine dukker, siger Sofie Kyneb, som fra barnsben var med sin mor på job i butikken.

Billede beskrivelse

Et sandt dreamteam

Sofie Kyneb var i lære i to år, og efter at blive udlært som salgsassistent har hun været fast i butikken.

I løbet af årene har mor og datter fundet ud af, at de er ens på mange punkter, men at de også har forskelligheder, som bidrager positivt til butikken.

- Min mors stil er rimelig rå, og jeg er lidt mere feminin. Derfor har vi også hver vores stamkunder, fortæller Sofie Kyneb.

- Og vi har en ret god balance fra det unge til det lidt ældre publikum, tilføjer Joan Kyneb.

Men det er ikke kun på den professionelle front, der er fordele ved at arbejde sammen.

- Det er nemt at fortælle, hvordan man har det, og det er rart at have sin mor og bedsteven samme sted. Hvis jeg har en dårlig dag, kan jeg sige det til min mor, og så får vi lige en kop kaffe og hygger, siger Sofie Kyneb.

Billede beskrivelse

Meget mere end tøj

Inden hun startede i lære, arbejdede hun et par andre steder i Aalborg, men endte med at vende tilbage til sin mors butik.

Interessen for tøj og mode trak i hende, og sidenhen har det på flere måder vist sig, at hun er på rette hylde.

- Jeg kan slet ikke forestille mig at være andre steder. Jeg har i løbet af årene dannet et bånd til folk, der kommer herinde fast.

- Jeg føler ikke, at jeg bare sælger et stykke tøj til dem, men at jeg faktisk står og snakker med gamle venner, fortæller hun.

Selvom Joan Kyneb langt fra er klar til at trække sig tilbage, er forhåbningen, at butikken forbliver i familien.

- Planen er at blive i butikken i nogle år endnu, og så må vi se, om Sofie på det tidspunkt har lyst til at overtage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste