Billede beskrivelse

Mathias og Victor camper i kø: - Det er 36 timer i kulde

26. februar 2026 kl. 15.20

AALBORG: Chateau Haut-Brion. Domaine Louis Lequin. Chateau Lafite Rothschild.

For de fleste ville de navne nok give associationer i retning af en fransk folkeskoleklasse.

Men for de indviede, er der ingen tvivl om, at når disse navne nævnes i samme sætning som 'tilbud', så skal der handles.

Derfor havde Mathias Buus og Victor Holmgaard Pedersen fundet et tomandstelt frem og sat det foran Supervin. Vingiganten markerer nemlig deres et års fødselsdag i Aalborg med store kø-tilbud.

Og kø-tilbuddene er ikke til at tage fejl af. Det er store vine til relativt beskedne priser.

Førpris: 6.609,95 kroner. Nu: 999.95 kroner. 

Førpris 4.209,95 kroner. Nu: 999,95 kroner.

- Det er 36 timer i kulde, siger Victor Holmgaard Pedersen.

Det er så længe, de to venner skal sidde foran Supervin, før de kan få lov til at gøre brug af tilbuddene.

- Vi har taget rimeligt godt tøj på. Vi har flere lag på. Jeg har også taget skiundertøj på, tilføjer Mathias Buus.

- Og så snart man ligger to i teltet, så hjælper det også lidt på varmen.

Det er primært Mathias Buus, der er den store vinentusiast af de to fremmødte. Han regner med at gå efter de tre franske vine, der er på kø-tilbud, og så en flaske Sassicaia. Men han har selvfølgelig også god tid til at tænke sig om endnu.

Uanset hvad, så er der gode besparelser i sigte for de to unge mænd.

- Hvad var det, vi kom frem til, spørger Mathias, imens han kigger over på Victor. 

- Omkring 20.000 kroner, bliver de enige om. 

- Det er ret vildt. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste