Markant butik er udlejet på Nytorv - landsdækkende kæde flytter ind
Ejerne glæder sig til at åbne en flot og indbydende butik samt give kunderne en god oplevelse
AALBORG: Det er et både markank og meget synligt butikslokale, der nu igen er blevet lejet ud på Nytorv.
Lokalet i midtbyen har stået tomt et stykke tid, og nu kan vi fortælle, at bogorme, brætspilglade folk og kreative sjæle kan se frem til en helt ny Bog & Idé i det 360 kvadratmeter store lokale.
I løbet af efteråret flytter boghandleren nemlig fra sin butik i Bredegade til den noget større forretning mellem Helsam og Løve Apoteket.
- Det korte af det lange er, at vi mangler plads i vores nuværende butik på Bredegade. Vi vil gerne udvikle butikken, men grundet pladsmangel i vores nuværende butik, er vi udfordret i netop det. Derfor har vi besluttet at flytte til Nytorv, hvor vi får 100 m² mere at boltre os på, siger Klaus Simonsen, indehaver af Bog & Idé Aalborg, i en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, der har formidlet lejeaftalen.
- I vores andre butikker har vi haft succes med at inddele butikken i mindre miljøer med de forskellige varekategorier, fx brætspil i det ene hjørne, engelske bøger i det andet hjørne og kontorartikler for sig. Vi glæder os til at gøre det samme i Aalborg og forhåbentlig give aalborgenserne en endnu bedre kundeoplevelse.
Den helt rigtige beliggenhed
Klaus Simonsen fremhæver også beliggenheden helt centralt i midtbyen.
- Ikke nok med, at vi får en større butik, så vil jeg faktisk også vurdere at lokationen er bedre. Det ligger lige i hjertet af Aalborg, hvor de to gågader mødes, så vi er meget glade for aftalen, og glæder os bare til at åbne en stor, flot og indbydende butik, siger han.
Udover butikken i Aalborg er Klaus Simonsen sammen med sin bror Dennis indehaver af tre andre Bog & Idé-butikker i Nordjylland, blandt andet i Aabybro, hvor brødreparret er bosiddende.
Et godt og trygt samarbejde
Klaus Simonsen fortæller, at de gennem noget tid har haft et nyt lokale i tankerne og fremhæver, at der har været et godt samarbejde med mæglerne om at finde det rette lejemål i midtbyen.
- Jeg kender Frank Jensen fra EDC Erhverv fra tidligere, så da min bror og jeg besluttede os for at skulle rykke til en større butik i Aalborg, kontaktede jeg ham. Han fremlagde et par muligheder, men da vi først havde set lokalet på Nytorv 3, var vi ikke i tvivl, siger Klaus Simonsen.
Bog & Idé på Nytorv åbner som nævnt i løbet af efteråret.