Lokal Rema 1000-butik skal have ny købmand
Når dagen i dag - mandag 2. juni - er omme, er Dan Sloth ikke længere Rema 1000-købmand i Løvvangcentret.
Det skriver han i et opslag på butikkens Facebook-side.
"Jeg har opsagt min kontrakt med Rema 1000 og stopper i butikken mandag 2. juni 2025. Det har været 8 år i en butik, med en masse glade, positive kunder og et dejligt personale. Det har jeg har sat enormt stor pris på og følt mig priviligeret over, at være en del af," lyder det i opslaget, der er underskrevet af Dan Sloth.
Han har haft butikken siden midten af 2017, men nu får købmandseventyret altså en ende.
Oplysninger fra CVR viser imidlertid, at der allerede er styr på en ny købmand til butikken. Og det er endda en gammel kending i Rema 1000-regi i Nordjylland.
Således viser et nyoprettet selskab - Mads Væver, 983 Løvvangcentret ApS - fra 15. maj i år, at den nye købmand i Rema 1000 Løvvangcentret netop er Mads Joest Væver.
Han har tidligere været købmand i Rema 1000 på Hjørringvej i Frederikshavn samt i Rema 1000 i Brønderslev.
Derudover har han været både butikschef og distriktschef hos konkurrenten Netto, ligesom han i de sene 90'ere var butikschef i Jysk-kæden, fremgår det af Mads Joest Vævers LinkedIn-profil.
Rema 1000-butikken i Løvvangcentret vil i forbindelse med overdragelsen lukke kl. 19 denne mandag - og holde lukket hele tirsdagen.
Dernæst åbner dagligvarebutikken igen onsdag morgen kl. 7 - denne gang på Mads Joest Vævers første officielle dag som købmand i butikken.
Ligeher.nu forsøger at få en kommentar fra Rema 1000 til den forestående købmandsrokade.