Billede beskrivelse

Lokal købmand efter nye tyverier af luksusvarer: - Det pisser mig af, og jeg bliver så vred

26. juni 2025 kl. 17.02

Antallet af butikstyverier i dansk detailhandel har været på himmelflugt de seneste år. 

Det har man også mærket til hos de nordjyske købmænd og dagligvarebutikker - således også hos Meny i Klarup hvor købmand Jan Sørensen igen, igen har konstateret, at der blev stjålet for flere tusinde kroner tidligere på ugen. Det skriver TV2 Nord

- Det pisser mig af, og jeg bliver så vred. Det er mine sparepenge, som jeg kan efteruddanne personalet med og udvikle butik for, siger han til mediet og tilføjer, at der tirsdag blandt andet blev stjålet for "mellem 5000 og 6000 kroner". 

På grund af de mange butikstyverier - og særligt af luksusvarer som kød og chokolade -har Jan Sørensen nu sendt en bøn til lokalområdets indbyggere. 

Det sker i et opslag på dagligvarebutikkens Facebook-side. 

"Kære kunder vi er desværre nået dertil hvor tyveri plager os på næsten daglig basis. Når du er og handle hos os så sig gerne til os hvis du har ser noget mistænkeligt. Så vi kan begynde at holde øje."

"Vi SKAL det her til livs. Kendetegnet er typisk en stor jakke, hvor der er lavet lommer i jakkerne til at gemme flasker.. ellers er det rygsække eller tasker det bliver gemt i," lyder det i opslaget. 

Stukket helt af

Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik blev der i 2024 lavet lige knap 28.000 anmeldelser om butikstyveri i hele landet. 

Det var rekordhøjt - og slog det hidtidige rekordår i 2023 med flere tusinde. 

70 procent af disse var fra dagligvarebutikker. 

Halvdelen af sagerne fik også et retsligt efterspil i løbet af kalenderåret, og i cirka 90 procent af tilfældene endte de kriminelle handlinger med at koste en bøde. 

Ifølge brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd koster butikstyverier årligt dansk dagligvarehandel to mia. kr. - som minimum. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste