Billede beskrivelse

Løvbjerg-direktør røber store Aalborg-planer

20. marts 2025 kl. 14.45
Opdateret 24. marts 2025 kl. 08.03

De fleste dagligvarekæder er allerede repræsenteret i Aalborg.

Vi nævner i flæng Netto, Rema 1000, 365discount, Lidl - og tilmed Spar, Bilka, Kvickly, Meny og Føtex.

Men én milliardomsættende dagligvareforretning har ikke endnu sat en knappenål på danmarkskortet ud for Aalborg.

Det er den familieejede Løvbjerg-kæde, der i forvejen tæller 18 butikker på landsplan - heraf 17 i Jylland og én på Fyn. 

Snart åbner nummer 19 i Viborg, men i Nordjylland er man i skrivende stund kun repræsenteret i Nykøbing Mors, Brønderslev og Frederikshavn. 

Står det til adm. direktør i Løvbjerg, Thomas Nielsen, kan der dog - måske snart - blive lavet om på de fakta. 

Han fortæller således til Ligeher.nu Aalborg, at "Aalborg er en klar førsteprioritet". 

- Så det arbejder vi selvfølgelig aktivt med. Og i virkeligheden kunne jeg også sagtens over tid se, at vi fik Løvbjerg-supermarkeder i byen. Det gør faktisk en lille smule ondt, at vi ikke er til stede i så stor en by i Jylland. Det er klart vores ambition, at vi skal til Aalborg, understreger Thomas Nielsen. 

Han peger dog på én grundlæggende udfordring, der står i vejen for, at dagligvarekæden kan rulle sig ud i byen. 

- Vi skal bruge noget mere plads end eksempelvis discountbutikkerne, så det kræver typisk en ny lokalplan, og deraf tager hele processen oftest noget længere tid. Så derfor kan vi heller ikke gøre så meget andet end at være tålmodige samt at gøre vores hjemmearbejde ordentligt, siger Løvbjerg-direktøren. 

Billede beskrivelse

- Vi skal til Aalborg

Han tør ikke at sætte en konkret tidshorisont på, hvornår det første Løvbjerg-skilt kan sættes i jorden i Aalborg - men han understreger dog, at det er "et spørgsmål om hvornår og ikke om" Løvbjerg kommer til byen. 

- Der skal ikke herske tvivl om, at vi gerne vil til Aalborg hurtigst muligt - men om det tager ét, to eller fem år, tør jeg simpelthen ikke at svare på. Men vi skal til Aalborg, siger han. 

Løvbjerg er en discount-supermarkedskæde, der har rødder helt tilbage til 1926, hvor den første dagligvarebutik åbnede i Torsted, syd for Horsens. 

Det er også netop i Horsens, man i dag har hovedkontor. 

Kæden er kendt for sine større supermarkeder på typisk 2000 kvadratmeter, hvor en discountbutik - a la Netto eller Rema 1000 - typisk fylder det halve eller oftest mindre. 

Løvbjerg har desuden også et større varesortiment end sine discountkollegaer - typisk omkring 10000 varenumre. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste