Længe ventet avis er landet: Her er ny isenkrambutiks helt absurde åbningstilbud
Han har allerede teaset for dem - både de gode åbningstilbud og så de rigtig gode køtilbud.
Hidtil har det dog ikke stået klart for offentligheden, hvad de konkrete tilbud - som vi her på Ligeher.nu Aalborg tidligere har kaldt "absurde" - har bestået i.
Men det ligger nu fast, for Aalborg Isenkram har tirsdag aften udsendt deres tilbudsavis online forud fredagens åbning i Slotsgade.
Og den har været længe ventet blandt nysgerrige sjæle.
Det kan man også godt forstå, når man lader blikket glide ned over særligt forsiden på avisen.
En robotstøvsuger, en Klarborg-nisse, en Kay Bojesen-abe, en slush-ice-maskine og meget andet - til blot én krone.
Ja, du læste helt rigtigt.
Indehaver af Aalborg Isenkram, Morten Kjær Andersen, har da også tidligere sagt, at det "ikke bliver nogen overskudsforretning for os at åbne".
Og direkte adspurgt om man vil kunne opleve Supervin-lignende tilstande foran Aalborg Isenkrams butikker i City Syd og Slotsgade, svarede Morten Kjær Andersen:
- Jeg vil ikke sige, at vi forventer det, men vi tror absolut, det er sandsynligt.
Ligeher.nu følger sagen forud for fredagens nyåbning. Startskuddet lyder klokken 9 i begge Aalborg Isenkram-butikker.