Billede beskrivelse

Karina åbner sin tøjbutik for dig - efter lukketid

Det er vigtigt at tænke ud af boksen for at skabe opmærksomhed omkring butikslivet i midtbyen, lyder det fra Karina Lundtoft

13. april 2023 kl. 12.07

AALBORG: Der er ikke så mange strøgkunder i midtbyen som tidligere. Det siger Karina Lundtoft, der ejer tøjbutik i Slotsgade.

- Det betyder, at jeg har været nødt til at gøre noget ekstraordinært for at skabe opmærksomhed omkring min butik, siger hun, der gerne går nye veje for at skabe opmærksomhed omkring butikslivet i midtbyen.

Billede beskrivelse

Så i stedet for at se passivt til, inviterer Karina Lundtoft nu til eksklusive arrangementer efter lukketid i tøjbutikken, der bærer hendes efternavn. 

- Jeg gør det, der fungerer for mig, og det er det her. Det er vigtigt at tænke ud af boksen, når dagsordenen og kundernes adfærd hele tiden ændrer sig, siger hun.

- Det er vigtigere end nogensinde hele tiden at være top of mind hos kunderne. 

Events efter lukketid

Helt konkret står hun bag forskellige events og fortæller, "at kunderne tager rigtig godt imod det, der er fyldt op hver gang".

Det kan være kundeaftener, hvor Karina Lundtoft eksempelvis fortæller om at være selvstændig erhvervsdrivende i en omskiftelig tid, eller firmaaftener hvor medarbejdere fra samme virksomhed kommer ind og shopper efter lukketid. 

Billede beskrivelse

- Og kunderne har også taget rigtig godt imod vores eventaftener. Senest havde vi besøg af keramiker Louise Lange, og det var så efterspurgt, at vi måtte lave ekstra arrangementer, siger hun.

Og i aften, torsdag, kan du møde Ann Rosenskjold fra Estaldo, der fortæller om at være med i Løvens Hule, og hvad der fulgte efter på sociale medier, hvor hun blandt andet fik kritik for sin tøjstil. 

Eventen er gratis, men du skal melde dig til på forhånd - noget der i øvrigt gælder alle aftenarrangementer, hvor du også får mulighed for at shoppe og nyde bobler. 

- Erfaringen er, at der sker noget magisk, når mindsettet er på oplevelser, bobler og at hygge sig. Derudover giver det også mig mulighed for at få mine kompetencer som selvstændig ejer af en tøjbutik i spil, siger hun, der også fremhæver sine mange, trofaste kunder.

Hårdt arbejde lønner sig

Det er ikke første gang, hun går nye veje for at skabe opmærksomhed omkring sin egen forretning - og butikslivet i Slotsgade i det hele taget. Blandt andet valgte Karina Lundtoft at udstille sit tøj i butiksvinduet i en tom forretning i Slotsgade, og hun var også en af de første til at gå all in med livesalg på Facebook, da corona ramte.

I det hele taget har sociale medier vist sig som en medspiller af de helt store. 

- De fleste, der kommer herind, refererer til sociale medier - "jeg vil gerne se det, du lagde op tidligere i dag" og "rart du lægger op til inspiration på sociale medier,  det bruger jeg meget", er kommentarer, jeg ofte får, fortæller Karina Lundtoft, der er dybt taknemmelig for responsen fra sine kunder.

- De er min drivkraft til at fortsætte. Det er hårdt arbejde, men det lønner sig.

Du finder Lundtoft i Slotsgade 2.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste