Billede beskrivelse

Julegaveræset er begyndt: Mangler du inspiration?

09. december 2023 kl. 10.06
Opdateret kl. 11.01

Julegaveræset er så småt begyndt, og det kan godt være en lidt stressende affære. Særligt hvis man ikke ved, hvad man skal give. Derfor har vi været ude i butikkerne for at høre, hvilke varer der hitter på hylderne denne måned. Måske kan det inspirere dig i din jagt efter den perfekte julegave.

Billede beskrivelse

Salling

I Salling bliver vi introduceret for stor-hitteren i skønhedsafdelingen: Parfumen "Initio Side Effect". Den er kendt fra TikTok og derfor ser Salling især mange unge – særligt drengene – henvende sig efter denne eksklusive parfume.

- Det er en rigtig lækker vinterduft, fordi den indeholder noter af kanel, safran og rom, fortæller Salling-medarbejder Anne og fortsætter med at beskrive nogle af parfumens kvaliteter. 

Blandt andet er parfumen unisex, hvilket vil sige den kan bruges af alle køn, ligesom den heller ikke diskriminerer på alder.   

Imerco

Hos Imerco på Nytorv er det nyeste scoop knivsættene fra "The Custom Chef". Der er både nogle tyske og japanske knive, som kun ti butikker i Imerco-kæden har fået lov til at føre – og her er Imerco på Nytorv en af dem. Det er altså en eksklusiv kvalitetsvare, man får, hvis man køber et knivsæt fra The Custom Chef hos Imerco på Nytorv. Og som Imerco-medarbejder Olivia påpeger, så er der livstidsgaranti på knivene.

Billede beskrivelse

Spilforsyningen

Spilforsyningen ser en god blanding af børne- og festspil, som hitter. Her fremhæver en entusiastisk medarbejder, Mathias, det søde børnespil "Gå på planken". I spillet, der henvender sig helt ned til fem år, tager man rollen som elefanter, der har stjålet fra kaptajn Girafs skatkammer og bliver straffet med at skulle gå planken ud. 

- Jo mere grådig du er, jo større sandsynlighed er der for, at du skal gå længere og længere ud på planken, fortæller Mathias og fortsætter: 

- Og på et eller andet tidspunkt kan det være, at din elefant – plop! – plopper i havet. 

Mathias forsikrer os om, at spillet både er superhyggeligt og supersjovt for både børn og voksne.

Bog og Idé

- Alle skal have en airfryer. Har de ikke fået en airfryer, så får de nok til jul. Og så skal de selvfølgelig have en airfryer kogebog, siger Lone fra Bog og idé på Nytorv.

Her er en af storsælgerne i butikken den populære kogebog "Mummum - airfryer favoritter", hvor Amanda Juul Jensen og Mathilde Munksø Bentsens, der står bag det populære madunivers Mummum med mere end 250.000 følgere på Instagram, deler ud af deres yndlingsopskrifter med airfryer. 

Det Gamle Apotek

Hos Det Gamle Apotek, som har en midlertidig pop-up shop i Aalborg, er det nisselandskabet, der hitter. I pop-up shoppen kan du finde alt, hvad hjertet begærer, når det kommer til julepynt generelt. Men særligt er det alle de finurlige miniature-figurer, du kan købe til at lave dit eget unikke nisselandskab med et personligt præg, der hitter. Det er både voksne med og uden børn, bedsteforældre og unge, der er flyttet hjemmefra, som kommer og køber de eftertragtede nisselandskabsvarer. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste