Billede beskrivelse

I tre år har Nick stået i spidsen for lokal 365discount: Nu står butikken foran en stor forandring

19. juni 2025 kl. 06.01

365discount i Hasseris lukker - for en kort periode. 

Men det er ikke på grund af hverken svigtende salg eller manglende varer - tværtimod. 

I stedet skal dagligvarebutikken bygges om, renoveres og endda udvides. Og så får butikken også en helt ny facade og meget mere lagerplads og salgsareal. 

Det har vi tidligere fortalt om her på Ligeher.nu.

Nu fortæller butikschef Nick Buch yderligere om de forestående forandringer for ham, det øvrige personale og dagligvarebutikken helt generelt. 

Billede beskrivelse

- Butikken er inde i en flot vækstperiode pt. og har faktisk været det længe. Så nu glæder vi os til at lægge yderligere lager på den udvikling med udvidelsen og opgraderingen her i butikken, fortæller Nick Buch til Ligeher.nu. 

Han tilføjer, at "ambitionerne er skyhøje", og at man har lagt sig fast på en "ambitiøs, men også realistisk målsætning", når butikken åbner igen i slutningen af august. 

- Vi satser på at kunne lægge 50 procent oven i omsætningen i det nye koncept. Det mener vi absolut kan lade sig gøre, lyder det stålfast fra butikschefen. 

Lang Coop-karriere

365discount-butikken i Hasseris - som tidligere også har været en Fakta og sågår en Irma - står Nick Buchs hjerte nær. 

For ikke nok med at hans første fritidsjob var i butikken på Thulebakken, så er han også vokset op meget tæt på butikken. 

- Så det betyder ekstra meget, at vi har succes i lige præcis den her butik. Lokalområdet betyder meget for mig, så det giver mig også dét mere motivation til at ville lykkes med butikken, siger Nick Buch. 

Billede beskrivelse

Han blev souschef allerede i en alder af 19 år, og ret hurtigt stod det klart for ham, at dagligvarebranchen var hans vej i livet. 

- Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke skulle universitetsvejen, og så var jeg i forvejen så glad for at arbejde med dagligvarer og kundekontakt, at jeg besluttede mig for at gøre karriere i branchen. Og det har jeg ikke fortrudt siden, siger Nick Buch. 

Turbulente år

Han overtog 365discount i Hasseris i marts 2022 og har således været butikschef i nogle turbulente år for Coops discountkæde. 

Lukkede og frasolgte butikker til konkurrenterne, million- og også milliardunderskud for kæden har fyldt i mediebilledet - men for Nick Buch handler det mere om, hvad han selv kan gøre for sin butik. 

Og så synes han, at der er blevet sat en god og tydelig retning for 365discount-kæden. Det smitter også af i Hasseris. 

Billede beskrivelse

- Det er fedt at kunne bidrage positivt til en udvikling i kæden, særligt set i lyset af den modvind vi har oplevet de seneste år. Så med det nye koncept, vi får her i butikken, er jeg overbevist om, at vi kan skubbe yderligere til den positive udvikling, siger Nick Buch. 

Helt konkret bliver salgsarealet i den nye butik cirka 200 kvadratmeter større, og så får butikken ny facade tættere på Hasserisvej. 

365discount i Hasseris har sidste åbningsdag i dag torsdag 19. juni - inden man holder stor genåbningsfest 28. august. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste