Gratis drikkevarer hele dagen: Genbrugskæde fejrer halvrund fødselsdag i Aalborg
Det er snart hele fem år siden, genburgskæden Kirppu indtog Aalborg.
Det markerer den lokale Kirppu-butik, der ligger i City Syd, på lørdag 17. maj med både gode tilbud, konkurrencer - og ikke mindst gratis drikkevarer til både store og små.
Det skriver Kirppu i en pressemeddelelse.
- Jeg glæder mig allermest til at fejre dagen med kunderne. Selvom butikken er "min" og Kirppus, føler jeg også i høj grad, at den er lokalområdets. Mange af vores kunder og standlejere bruger utroligt mange timer af deres liv hos os, så det er kun naturligt, at vi fejrer dagen i fællesskab, siger Rikke Krogh, der er butikschef i Kirppu Aalborg.
Kæden er landsdækkende i Danmark og er kendt for, at kunder gennem sine egne stande kan sælge genbrugsartikler som tøj, møbler og lignende.
Det har undervejs været så stor en succes, at kæden i dag tæller over 30 butikker fordelt i hele Danmark - heraf tre i Nordjylland.
Butikken i Aalborg åbnede i maj 2020.
- Det er fantastisk at opleve, hvordan vores kunder engagerer sig og bliver en del af vores fællesskab her i Aalborg. Folk kommer ikke bare for at handle, men for at opleve den stemning og det fællesskab, vi har skabt. Det er et sted, hvor man både kan gøre unikke fund og skabe nye venskaber. Vi har faste standlejere, der har været i butikken fra dens åbning i 2020, og vi er på fornavn med rigtig mange. Man bliver hurtigt en del af hinandens liv, og vi snakker om alt fra rejseplaner til helbredsproblemer. Det er for mig ret unikt, siger Rikke Krogh.
Helt konkret kommer fødselsdagen til at bestå af ekstraordinære tilbud på standleje i butikken, gratis forfriskninger - både sodavand og øl - hele dagen samt underholdning for børn.
Blandt andet kommer maskotten - Loppen Louie - og uddeler balloner og slikkepinde.
Arrangementet starter kl. 10 på lørdag 17. maj.