Gik fra studiejob til butiksejer – nu fylder Cecilies secondhandshop tre år
AALBORG: På Sagavej i Gistrup ligger en lille genbrugsperle, som i denne uge fylder tre år.
Tidligere gik secondhandbutikken under navnet Den Grønne Ælling, men efter Cecilie Fisker byttede sit studiejob ud med titlen som butiksejer, fik den navnet Deja Vu.
I første omgang brugte Cecilie Fisker selv Den Grønne Ælling til at sælge tøj ved at leje en stand i butikken – et koncept, som hun indtil februar i år holdt ved.
- I løbet af de tre år har vi bare lært rigtig meget – og lært vores kunder at kende. Vi så, at der var efterspørgsel på et andet koncept, hvor man kunne sælge ud på en meget nemmere måde, fortæller hun.
Nemmere at være sælger
Hvor man tidligere selv har skullet sørge alt arbejdet bag at få solgt sine varer, er det nu Deja Vu-teamet, som klarer den tjans.
- Efter tre år har vi tilegnet os en god erfaring med at prissætte varer i forhold til de specifikke styles, når man kigger på mærke, kvalitet og levetid, siger Cecilie Fisker.
Alt, man skal gøre nu, er at booke en tid til at indlevere det tøj, man ikke længere bruger og gerne vil sælge.
- Derefter laver vi en sortering af det og finder ud af, hvad vi gerne hjælpe med at sælge. Resten får kunden med hjem igen.
Samtidig fastsætter de prisen, gør tøjet klar til at blive solgt og sørger også for at reklamere for det.
I slutningen af hver måned bliver alle salg opgjort, og som sælger får man udbetalt halvdelen af indtjeningen. Ellers er der ingen gebyrer.
- Konceptet har bare været en kæmpe succes. Faktisk er vi booket helt frem til slutningen af sommerferien.
Kæmpestor opbakning
Egentlig er Cecilie Fisker uddannet pædagog og var i gang med en overbygning i pædagogisk sociologi, da hun greb muligheden for at blive butiksejer.
Tanken med uddannelsen var at ende i en form for lederrolle, fortæller hun.
- Og det fik jeg jo mulighed for med min helt egen butik. Jeg har altid haft en Pipi Langstrømpe-attitude, og det værste, der kunne ske, var, at det gik galt. Og så skulle det nok gå alligevel.
Men hun fik grønt lys af banken, og nu er der gået tre år. I dag har hun fem medarbejdere ansat i butikken.
- Det er vildt at tænke på, siger Cecilie Fisker, som tydeligt husker sin tur til banken med et budget under armen.
- Jeg havde sat mig selv og en medarbejder til 10 timer på. Jeg tror, det holdt i to uger, hvorefter jeg allerede havde brug for flere hænder. Der har bare været kæmpestor opbakning.