Genbrugsforretning øger julesalget i år
Normalt bruger danskerne hver især flere tusinde kroner på julegaver, men i år tegner der sig et anderledes billede
AALBORG: Tiderne er trange for mange, og det kan i år mærkes hos Børneloppen i Aalborg, hvor julehandlen kører på højtryk.
- Her op til jul sælger vi især meget mere legetøj end normalt, siger Melissa Thøgersen, der er er indehaver af Børneloppen i Aalborg, i en pressemeddelelse.
Normalt bruger vi danskere hver især flere tusinde kroner på julegaver hvert år, men i år tegner der sig et anderledes billede, viser en ny måling foretaget af YouGov for Danske Bank.
To ud af tre danskere vil nemlig bruge færre penge end ellers - og det er den tendens, der ligger til grund for det øgede salg hos Børneloppen Aalborg. Blandt andet har den økonomiske krise været med til aftabuisere genbrugsshopping.
– Det er blevet endnu mere 'fedt' at købe brugt på grund af den økonomiske krise, det har vi bestemt kunnet mærke, udtaler Melissa Thøgersen.
Gaverne kan ikke byttes
Det brugte legetøj hos Børneloppen sælges af private standlejere, der køber sig til en plads i loppesupermarkedet.
Derfor kan genbrugsgaverne heller ikke byttes, hvilket måske tidligere har bremset nogle i forhold til genbrugsgaverne, forklarer Johanna Kiel, der er en af idékvinderne bag Børneloppens koncept, i pressemeddelelsen:
– Det betyder ikke så meget nu, som det tidligere har gjort, at man ikke får byttemærke på gaven. Sandsynligvis også på grund af økonomien, der måske også får os tilbage til, at det er tanken, der tæller.
- Men jeg ved jo også fra mine egne børn, at man kun bytter de ting, hvor man har fået flere af den samme. Og det er der jo ikke så stor risiko for, når det ikke er det nyeste nye på hylden i legetøjsbutikken.
Årets mest populære julegaver i Børneloppen lige nu er dukkehuse, brandstationer, kraner, legekøkkener, Lego, biler, dukker og dukkeudstyr, legetøj med Paw Patrol og Gurli Gris samt bløde pakker – specielt kjoler og udklædningstøj.