Frederikkes secondhandbutik bygger på helt unikt koncept

- Jeg vil gerne derhen, hvor man ikke længere er modig, fordi man som mand går i nederdel, fortæller hun

19. juli 2023 kl. 19.02
Opdateret 20. juli 2023 kl. 12.04

AALBORG: I starten af juli lancerede Frederikke Amalie Jacobsen sin online secondhandbutik med et helt særligt koncept.

Under navnet SecondHood er onlinebutikken resultatet af Frederikkes passion for mode og hendes ønske om at udfordre idéen om kønsbaseret tøj.

- Jeg vil gerne inspirere folk til at kigge lidt ud over de gængse kønsudtryk, når de shopper. For mig er det utroligt vigtigt, at man kan gå i lige præcis det tøj, man finder fedt og behageligt.

Flydende grænser

Frederikke Amalie Jacobsen shopper primært i herretøjsbutikker, og hun har selv opdaget, at der kan være en barriere, når man handler i butikker henvendt til det modsatte køn.

- Jeg ser SecondHood som noget, der måske gør det nemmere. At man ikke skal krydse en dør og møde mennesker i en butik, man ikke føler sig tilpas i – og måske føler sig ekskluderet.

Men det handler ikke om, at mænd nødvendigvis skal gå i kjoler, fortæller hun.

Billede beskrivelse

- For mig handler det om at få øjnene op for, at bestemte tekstiler, mønstre, farver og former ikke skal begrænses af, hvilket køn man er. Jeg vil medvirke til, at grænserne er mere flydende, og alt ikke skal inddeles til enten kvinder eller mænd.

Hendes ønske om at gøre grænserne mere flydende kan blandt andet ses, når hun markedsfører sine tøjfund ved at vise det samme outfit på en mande- og kvindekrop.

Og selvom Frederikke Amalie Jacobsen er enig, når bekendte eller fremmede giver udtryk for, at en fyr er modig, når han poserer i nederdel på hendes videoer, er det ikke budskabet.

- Jeg vil gerne derhen, hvor man ikke længere er modig, fordi man som mand går i nederdel.

Gratis levering i Aalborg

Hun fik for alvor øjnene op for kønnede genstande, farver, materialer og så videre, da hun for et par år siden studerede socialpædagogik og havde et fag om kønsseksualitet og mangfoldighed.

- Der fik jeg en viden om, hvordan genstande og ord, man som barn får med på vejen, er med til at udvikle de kompetencer og tanker, vi får i voksenlivet.

Hun fortæller videre, at hun selv som barn blev iført tøj, som i første omgang var fremstillet til det biologiske drengekøn, og at det i høj grad plantede et frø i forhold til, hvor hun er i dag.

- Men man behøver ikke have den samme overbevisning som mig for at købe det tøj, jeg sælger. For nogen er det også bare fedt tøj, som man gerne vil købe, og det er der også plads til.

Indtil videre kan man finde SecondHood på Instagram, men fremover vil Frederikke Amalie Jacobsen også gerne have en webshop.

- Og hvis man bor i Aalborg – så leverer jeg på ladcykel i løbet af et døgn kvit og frit.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste