Folk valfartede til byfest i Vejgaard

31. august 2024 kl. 11.00
Opdateret 03. september 2024 kl. 09.17

- Jeg kan næsten ikke få armene ned. Det her er bare endnu et bevis på, at der er gang i Vejgaard. Når vi laver noget her i bydelen, så bakker folk op. Sådan lyder det begejstret fra Jette Grønhøj fra Vejgaard Handel. 

Foreningen stod fredag bag en særdeles vellykket byfest, der i de sene eftermiddags- og tidlige aftentimer forvandlede Vejgaard Centrum til et farverigt mylder af handel, musik, underholdning og hygge. 

- Jeg tør ikke sætte tal på, hvor mange mennesker, der har lagt vejen forbi. Det er flere tusinde, og vi er rigtig glade, konstaterer Jette Grønhøj. 

Hun fremhæver blandt andet de forretningsdrivende, der i vidt omfang benyttede lejligheden til at friste med både torvetilbud og nedsatte priser. 

- Butikkerne i Vejgaard fortjener stor ros for deres engagement. De har i høj grad bidraget til at skabe en god fest. Det samme har byens foreninger, der også har vist flaget og gjort deres til at skabe en rigtig god byfest.

Vejgaard har meget at byde på

Og der var da også mange gode grunde til fredag at lægge vejen forbi Vejgaard. Mens Hadsundvej var spærret af fra Vejgaard Torv og et godt stykke mod syd, så var der her spækket med boder og salg af alskens produkter. 

På torvet stod den desuden på musikalsk underholdning med diverse lokale musikere, ligesom der var rig lejlighed til at gå på kulinarisk oplevelse i råvaremarkedet. Endvidere var der selvsagt masser af aktiviteter for børn. 

- Det er et godt arrangement, lød det fra Kattie Legaard Hostrup, der havde taget gemalen, Martin og parrets to børn med til Vejgaard Byfest. 

- Vejgård har meget at byde på. Der er gode butikker og det er lidt som en by i byen, fortsatte hun og blev suppleret af Martin. 

- Jeg synes, det er imponerende, at man kan trække så mange mennesker til Vejgaard. For min skyld må der gerne komme flere af den slags arrangementer.

Udover næringslivet bidrog også en række lokale foreninger til byfesten. 

På Vejgaard Bymidte kunne man blandt andet møde AIK-håndbold, Vejgaard Gymnastikforening, Vejgaard FDF og BTK Tateni. Ligeledes bidrog Aalborg Garden til en festlig indramning af arrangementet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste