Et modemekka slår dørene op i Aalborg - men kun i tre dage
AALBORG: Op til 75 procents rabat - og et stort udvalg af tøj til både kvinder og piger.
Det er, hvad modebrandet Liberté Essentiel byder indenfor til i KFUM Hallen i den kommende weekend.
Det fremgår af en begivenhed på Facebook, som allerede har nydt stor interesse.
"Vi åbner dørene til et modemekka fyldt med stil, kvalitet og besparelser på op til 75% på udvalgte styles til kvinder og piger. Uanset om du er til klassisk, cool eller casual – så har vi noget, der passer perfekt til netop din stil," lyder det i begivenhedens beskrivelse.
Det er langt fra første gang, Liberté Essentiel indtager Hasseris og KFUM Hallen - senest skete det i sommeren sidste år, hvor lagersalget også var velbesøgt.
Modebrandets lagersalg i KFUM Hallen på Under Lien 77 holder åbent fredag 23. januar, lørdag 24. januar og søndag 25. januar.
Fredag er det i tidsrummet kl. 12-19, mens man holder åbent kl. 9-14 både lørdag og søndag.