Billede beskrivelse

Efter 25 år: Specialbutik drejer nøglen om

11. februar 2026 kl. 10.30

AALBORG: Efter 25 år som en fast del af midtbyen lukker grejbutikken Jægeren og Lystfiskeren.

Det fortæller butiksejer Morten Rex i et opslag, hvor han både markerer butikkens 25-års jubilæum og samtidig annoncerer, at 2026 bliver "sidste såt" for forretningen.

– Jeg har derfor taget den meget store, tunge og vemodige beslutning at stoppe, mens legen er god, og derfor lukke Jægeren og Lystfiskeren. Det har været en beslutning, der har været undervejs i et stykke tid, og den er derfor velovervejet – men har på ingen måde været let, skriver Morten Rex i opslaget.

Den sidste åbningsdag bliver 1. september 2026.

En grejhandler med en mission

Morten Rex overtog nøglerne til butikken og "sit livs eventyr" for 25 år siden med en mission om at skabe en grejbutik, der skilte sig ud.

Målet var ikke blot at sælge grej, men at gøre butikken til et samlingspunkt med rådgivning, fællesskab og aktiviteter.

Gennem årene har butikken derfor arrangeret et stort antal events – blandt andet ture til skydebanen, fisketure, jagter, foreningsaftener og hundetræninger.

– Tilfredse kunder skal ikke kun gøre en god handel, de skal også lære at bruge det grej, de har købt, og have lyst til at komme igen. Her 25 år senere er den drøm i store træk blevet til virkelighed. Jeg er stolt over, at vi i dag har en butik, hvor vi ikke bare sælger varer.

En branche i forandring

Selvom Morten Rex understreger, at han ikke fortryder sine år i butikken, forklarer han, at livet som selvstændig har krævet store prioriteringer.

Og han peger også på, at detailbranchen har ændret sig markant.

– Detailbranchen er i en brydningstid, og en tur op gennem Aalborgs gågader er nok et af de klareste beviser på, hvilken vej udviklingen går, når handlen flytter til andre kanaler, og adgangen til Aalborg midtby heller ikke er blevet lettere – tværtimod, skriver han og fortsætter:

– Samtidig kommer der flere administrative opgaver, som gør, at jeg også bruger tid på noget, som jeg ikke brænder for – men i stedet noget, der er blevet et nødvendigt onde for at drive en virksomhed som min i dag.

Billede beskrivelse

Tid til sig selv

Han fortæller også, at han nærmer sig 50 år og ønsker mere tid til familien og til sig selv.

– For jeg er mere end bare Morten fra Jægeren og Lystfiskeren, selv om det er det, jeg har været allermest i de seneste 25 år. Jeg er nu ikke mindst Majas far, jeg er også Lenes mand. Jeg har en familie og kammeratkreds, som jeg alle har set for lidt til. Jeg drømmer også om at komme meget mere ud og bruge noget af det grej, som vi sælger i Jægeren og Lystfiskeren, skriver han.

Lukker, men ikke endnu

Selvom butikken står over for at lukke, lægger Morten Rex op til, at der stadig vil blive afholdt aktiviteter frem mod september 2026.

Butikken vil desuden fortsat have varer på hylderne og begynde at sætte varer på udsalg løbende.

– Men lige nu er hele mit fokus at lukke forretningen på en god og ordentlig måde i løbet af det næste halve år og få taget en god afsked med alle jer, der hjalp mig med at opfylde min drøm om Jægeren og Lystfiskeren – tusind tak for det!

Du finder Jægeren og Lystfiskeren på Maren Turis Gade 6, 9000 Aalborg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste