Edith skal åbne én af Danmarks største Røde Kors-butikker
NØRRESUNDBY: Vi beskrev her på Ligeher.nu i slutningen af maj, at Røde Kors ville åbne sin hidtil største genbrugsbutik i Nordjylland - og at den skulle ligge i Nørresundby.
Helt præcist skal den åbne på Amalienborgvej 29 i en gammel bilhandler - med et salgsareal på omtrent 1100 kvadratmeter.
Det kvalificerer den til at være én af Danmarks største, fortæller Edith Vindelev, der skal være butiksleder i den - for sin art - gigantiske butik.
Vi møder hende på adressen, mens de sidste detaljer er ved at komme på plads.
Men én ting mangler endnu, før genbrugsbutikken kan slå dørene op for offentligheden.
Frivillige.
- De har ikke ligefrem hængt på træerne hen over sommeren, hvor folk typisk er bortrejst på ferie og lignende. Men det begynder at lysne, fortæller Edith Vindelev.
I skrivende stund tæller frivilligkorpset mellem 25 og 30 personer, men for at vagtplanen går op, skal gruppen helst - som minimum - være dobbelt så stor.
Og gerne større.
- Ellers er butikken faktisk mere eller mindre klar til at tage imod kunder. Men helt grundlæggende skal vi være nok frivillige, før det giver mening at åbne butikken.
Ændret plan
Oprindeligt lød planen, at Røde Kors på Amalienborgvej skulle åbne omkring 1. oktober.
De planer er nu ændret til at hedde primo-november.
- Men vi vil gerne åbne så hurtigt som muligt. Og min drøm er da også, at vi kan åbne omkring uge 42 i efterårsferien. Om det er muligt, ved vi først lidt senere, siger Edith Vindelev med henvisning til den rekruttering af frivillige, som pågår på daglig basis.
Der er ingen krav til, at frivillige i Røde Kors-butikkerne skal lægge et vist antal timer. Typisk er en frivillig i Røde Kors' genbrugsbutikker pensionist.
Det samme gør sig gældende for Edith Vindelev, der i sit aktive arbejdsliv blandt andet var tilknyttet Vokslev Friskole gennem årtier.
Hun kom ind i Røde Kors for omtrent tre år siden - og har i mellemtiden også fået en plads i Røde Kors Aalborgs bestyrelse, hvor hun har ansvaret for butiksområdet.
Kæmpe vækstområde
Edith Vindelev kan derfor også fortælle, at man længe har kigget på et lokale i nærheden af Bouet - for her hersker der et stort potentiale.
- Det er et kæmpe vækstområde derude, så derfor ville vi gerne ligge tæt op ad Bouet. Og nu hvor vi er kommet mere eller mindre på plads her på Amalienborgvej, er vi simpelthen både begejstrede og lykkelige for, at det lykkedes. Der er ikke det mindste, vi ville gøre om, slår Edith Vindelev fast.
Med sine cirka 1100 kvadratmeter i salgsareal rummer den nye Røde Kors-genbrugsbutik da også stort set hele sortimentet - alt fra legetøj, bøger, tøj, sko til møbler, brætspil, køkkenudstyr og porcelæn.
Og meget, meget andet.
Når engang butikken slår dørene op, bliver det med åbent kl. 10-17 i hverdagene og kl. 10-13 om lørdagen.
På landsplan har Røde Kors over 260 genbrugsbutikker.
Butikken i Nørresundby bliver organisationens afdeling nummer 34 i Nordjylland.
Overskuddet fra Røde Kors-butikkerne går til organisationens humanitære arbejde i både Danmark og verden.