Derfor holder alle Jem & Fix-butikker lukket på søndag
Når man har været til en stor fest, skal man ofte lige bruge en dag til at pleje et tungt hoved og tømmermænd.
Det er også tilfældet for byggemarkedskæden Jem & Fix, der på søndag 14. september lukker alle sine butikker landet over - inklusiv 20 i Nordjylland.
Lørdag holder man nemlig årets personalefest, hvor samtlige medarbejdere i kæden er inviteret med.
Det skriver Jem & Fix i en pressemeddelelse.
- Vores personalefest er noget helt særligt. Vi prioriterer den højt og har knoklet for at levere et brag af en fest. Medarbejderne er grunden til vores succes, så de fortjener at blive fejret, fortæller Claus Petersen, der er adm. direktør i Jem & Fix.
I løbet af året har Jem & Fix fire tvungne lukkedage - 24., 25. og 26. december samt 1. januar - mens den femte lukkedag dagen efter personalefesten er en investering i "at sikre arbejdsglæden og sammenholdet på tværs af kæden", siger Peter Nyboe, der er salgs- og indkøbsdirektør i kæden.
- Den femte lukkedag falder altid anden søndag i september, og vi kalder den hviledagen. Den er nærmest hellig for os og en del af vores firma-DNA, tilføjer han.
Man skal desuden være opmærksom på, at der gælder særlige åbningstider i de lokale Jem & Fix-butikker på lørdag 13. september. Dem kan du læse her.
Den store firmafest afholdes - traditionen tro - på en del af det samme areal, som bliver brugt til Smukfest lige uden for Skanderborg.
På musikplakaten finder man blandt andre Gilli, Benny Jamz og Benjamin Hav & Familien.