Der er ny frisør i Danmarksgade
Selv om Claude Tanassi kun har opholdt sig i Danmark i 3 år, så er hun allerede selvstændigt erhvervsdrivende.
Den 1. august slog den libanesiske kvinde dørene op til Salon Rita i Danmarksgade 18.
Her tager hun sig fremover af klipninger i alle varianter til det, hun forventer især bliver mandlige kunder.
- Jeg klipper både kvinder og mænd, men da jeg ikke foretager farvninger, så tænker jeg mest, at min salon henvender sig til mænd. Men alle er selvfølgelig meget velkomne, lyder det fra Claude.
Hun er uddannet frisør i Libanon og efter familiens ankomst til Danmark har hun koncentreret sig om at lære dansk og om at spare op til at åbne en salon.
- Det har altid været en drøm, lyder det fra Claude.
- Da jeg boede i Libanon, var det ikke nemt at åbne salon. Jeg var hjemmegående og passede mine børn. Nu er børnene store og jeg har tid til at etablere mig som frisør. Folk har taget godt imod mig og jeg håber selvfølgelig på travlhed, tilføjer Claude, der udfører alle former for klipninger.
- Min målsætning er selvfølgelig at gøre kunderne tilfredse. Jeg kan lave de fleste frisurer. I det hele taget er det vigtigt for mig at lytte til kundernes ønsker, forklarer Claude.
Hun trimmer ligeledes skæg i sin salon, hvor der holdes åbent alle ugens dage med undtagelse af søndag.