Billede beskrivelse

Coolshop blæst bagover efter åbning af Lego-butik

01. december 2024 kl. 14.03

Der er ikke langt fra tanke og idé til handling og fuldførelse i Coolshop. 

Det har onlinevirksomheden flere gange bevist tidligere - og åbningen af en Lego Botinicals-butik i Aalborg Storcenter er et vidnesbyrd om det samme. 

- Vi fik idéen og begyndte at summe over den i midten af september, og i starten af oktober gjorde vi alvor af vores tanker, forklarer Tina Kallesøe Lydolff. 

Hun er Retail Manager i Coolshop og ansvarlig for butikken i Aalborg Storcenter. 

På fire uger formåede hun og hendes hold at stable både personale, indretning og udvalg på benene - og det kvitterede de nordjyske kunder også for i de første åbningsdage.

- Der var smæk på, og vi blev mere eller mindre blæst bagover af den store interesse, forklarer hun.

Billede beskrivelse

Forventer travl december 

Siden er toppen af opmærksomheden taget af. 

Forude venter dog den store julehandel, ligesom denne fredag var ét af årets helt store højdepunkter i detailhandlen - Black Friday. 

- Vi forventer, at vi får rygende travlt igen, for folk har taget virkelig godt imod konceptet, siger hun og tilføjer: 

- Vi ser både børn, unge, voksne og sågar ældre, der går på indkøb i butikken. 

Og det er både til gave og til dem selv. 

Billede beskrivelse

Lukker om en måned 

Tina Kallesøe Lydolff fortæller dog også, at der ikke umiddelbart er planer om at gøre Lego-butikken permanent. 

Derfor bliver 31. december også sidste åbningsdag for Coolshop i Aalborg Storcenter. 

Men fortvivl ej, hvis du gruer for, om din julegave kan byttes efterfølgende. 

- Vi har åbent for ombytning af julegaver mellem jul og nytår i butikken samt indtil 31. januar i Click & Collect ved Coolshops lager i Nørresundby, beroliger Tina Kallesøe Lydolff og tilføjer: 

- Vores kunder i de fysiske butikker må ikke være dårligere stillet end kunder i vores onlineforretning.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste