Aalborgensisk garnbutik mærker også til landsdækkende trend
Hobbii Aalborg fik både den bedst og værst tænkelige start på tilværelsen med en butiksåbning umiddelbart før coronapandemien slog igennem.
Men butikken stod stærkt igennem tiden med mundbind, afstand og hussprit, og i dag mærker butikschef Marianne Blendstrup da også til en støt stigende interesse for garnprodukterne.
Hun overtog butikken i februar 2022 og har en mangeårig fortid fra både tøj- og bogbranchen.
Netop erfaringerne herfra føler hun, at hun kan bruge aktivt i Hobbii-forretningen også, for det "kommer kunderne til gode, når de skal have vejledning".
- Det handler meget om at have tillid fra og til kunderne. Og det mærker vi i høj grad til her i butikken, siger hun.
Samme tendens genkender retaildirektør i Hobbii, Jesper Strøm, i garnkædens øvrige butikker.
- Vi har med enormt passionerede kunder at gøre, og derfor gør vi også meget ud af at skabe en fællesskabsfølelse og et community for dem. Det forbinder kunderne i høj grad og kan også bidrage til at samle hele familien, siger han.
Midt i højsæson
På nuværende tidspunkt står Hobbii midt i en højsæson forud for julen.
Og i en tid hvor mørket falder på, og udendørsaktiviteterne bliver færre, er strikningen og hækleriet med til at øge trafikken i butikken.
Den trafik består primært af bedsteforældre, men også
- Vi oplever også, at der kommer mange nystrikkere og nyhæklere til i vores butik, og vi ser folk i både børne- og teenagealderen, som fanger interesse for at strikke, siger hun og tilføjer:
- Vi regner med, at udviklingen kommer til at fortsætte i de kommende år, og at flere og flere fra de yngre generationer vil begynde at strikke og hækle, når de skal finde fritidsaktiviteter.