Sex på mange måder på sygehuset
Dampende hede sex scener og frække sygeplejersker på sengekanten er dog ikke med på filmsettet
AALBORG: der er godt gang i sex-optagelserne på sygehuset i Aalborg.
Det er absolut ikke hverdagskost, at sådanne optagelser finder sted i det danske sundhedsvæsen, men Aalborg Universitetshospital Nord har sagt ja til at agere scene for en længerevarende tv-produktion.
Og svaret er et stort rungende nej til eventuelle husarer, der måske fantaserer om at få lov til at se dampende hede sex scener i offentligt regi og med frække sygeplejersker på sengekanten.
For det er nemlig ikke dagsordenen i dette tilfælde.
Derimod er det Danmarks Radio, der i denne tid er godt i gang med at optage en dokumentarserie, som kort fortalt følger det daglige arbejde i Sexologisk Center på sygehuset.
Tv-produktionsholdet har helt undtagelsesvis fået adgang til de hellige gemakker i en god sags tjeneste.
Sex på recept
Der er således tale om public service, og sammenfattende kan man sige, at "seriens formål er folkeoplysning og aftabuisering af seksuelle problemstillinger og identitetsproblematikker", som der også står skrevet på nogle sedler, der er hængt op på sygehuset som en information til patienter og andre, der har deres gang på stedet.
Optagelserne strækker sig over ca. to måneder og forventes afsluttet 8. december i år.
Sexolog og sygeplejerske Else Olesen arbejder på Sexologisk Center tre dage om ugen, og hun siger til aalborg:nu, at tv-optagelserne munder ud i en serie på seks afsnit.
- Serien får premiere i uge seks i 2018, og den vises på DR3.
- Den er en fortsættelse af serien "Sex på recept", som blev vist på tv i foråret i år, oplyser hun og tilføjer, at den i øvrigt var en meget stor seersucces.
Patienter står frem
Else Olesen:
- I den nye serie er der fokus på sager, emner og problemstillinger, som man typisk arbejder med på et sexologisk center.
- Det kan f.eks. være mænds rejsningsproblemer, smerteproblematik ved samleje, for tidlig udløsning og nedsat lyst til seksuel aktivitet.
- Vi har også fokus på bl.a. seksuelle overgreb, voldtægt og transkønnethed.
Den kvindelige sexolog fortæller videre, at der foruden personalet også medvirker patienter i serien.
Nogle har helt frivilligt valgt at stå offentligt frem på tv med deres problemer, og andre medvirker i anonymiseret form.
Der er fokus på de unge i den ny serie, og målgruppen er 18 til 35 år.
Ifølge Else Olesen modtager Sexologisk Center i gennemsnit otte til 12 henvisninger hver eneste dag.
På årsbasis har centret på Nord ca. 3000 mandlige og kvindelige patienter.