Se listen: 3 bud på drikke at varme sig på i julekulden
Aalborg byder efterhånden på fristelser til alle typer på alle årstider. Vi har været på jagt efter varme drikke. Se vores bud her
Aalborgs gader er fantastisk smukke og ikke mindst velbesøgte, i den travle juletid. Men kulden har også meldt sin ankomst, og derfor er det rart at kunne finde lidt lækkert at varme sig på, når man tager på juleshopping eller hyggetur med sine nærmeste. aalborg:nu har været rundt i byen, og her har vi fundet tre bud på steder, hvor man kan få sig en varm drik.
1. Romtoddy, ROMeriet
Der er for alvor kommet gang i årets julemarked på Gammeltorv med det velkendte pariserhjul for enden, der lyser smukt op i byen. Markedet er traditionen tro fyldt med juletræer, den velkendte tivoli-karrusel, og så er det bygget op med de velkendte brune hytter med butikker i alle afskygninger. Med andre ord, alt er, som det plejer.
I den ene af hytterne finder man ROMeriet, som igen i år har tændt op under gryderne for at servere deres Lumumba, varme kakao og sidst, men ikke mindst, deres romtoddy til de nedkølede markedsgæster. Den telignende drik er selvfølgelig tilsat et godt skvæt kvalitetsrom.
2. Gingerbread Latte, Espresso House
Bevæger man sig rundt i den travle Bispensgade for at få styr på julegaveindkøbene, så er det relativt nyåbnede Espresso House et oplagt sted at gå hen, hvis man trænger til en kop kaffe og gerne vil indenfor og varme sig lidt.
Kaffebaren har flere nyheder på kortet i forbindelse med julen, og vi valgte at kaste os over deres Gingerbread Latte. Det er en cafe latte, som man kender den, men med gingerbread sirup, flødeskum og cinnamon crunch på toppen. Man kan også vælge at give den et skud kanel, hvis den skal være ekstra julet.
3. Glühwein, Guf og Kugler
Hos Ismutter og Søster Guf i Slotsgade er der godt pyntet op til jul, og der er tænkt over hver en detalje i butikken. Meget af pynten kommer nemlig fra deres egen barndom, mens resten er finurlige ting og sager, som de enten selv er faldet over eller har fået foræret af søde isnydere.
Udover pynten afspejler menukortet også, at julen står for døren. For eksempel kan du sætte dig ind og nyde den smukke pynt med en kop glühwein, det tyske svar på gløgg, med kanel, anis, appelsin, nelliker, laurbær, citron og puddersukker. Man skal selv komme blandingen ned i den varme vin og røre rundt. Den serveres i øvrigt sammen med søstrenes hjemmebagte julesmåkager.