Se billederne: Næsten 4.000 nye universitetsstuderende spiste morgenmad sammen
Igen i år blev semesteret på Aalborg Universitet skudt i gang med fælles morgenmad for alle nye studerende
AALBORG: Software, erhvervsjura og fysik.
Studieretningerne er mange og forskelligartede på Aalborg Universitet. Torsdag morgen var de alle repræsenteret på Honnørkajen, hvor Studentersamfundet traditionen tro bød de 3780 nye studerende på morgenbrød og kaffe på deres første studiedag.
Tutorer iklædt T-shirts i alle regnbuens farver styrede slagets gang, og der blev både snakket og grinet rundt ved til de lejligheden opsatte langborde, hvor kommende studiekammerater mødte hinanden for første gang.
Fra talerstolen bød prorektor Anne Marie Kanstrup de næsten 4.000 nye studerende velkommen på universitetet, og borgmester, Thomas Kastrup Larsen (S), holdt ligeledes tale.
Jakob Johansen startede torsdag på dansk, og selvom han var lidt sent på den, syntes han godt om arrangementet på kajen.
- Det er da fint at sætte tingene op på den måde, så man nemmere kan møde dem, man skal starte med, siger han.
Ved et andet bord havde Alina Kucevic også sit første møde med sine nye studiekammerater på jura.
- Jeg synes, det er megagodt, og det er ikke så svært at finde rundt i, som jeg faktisk troede det ville være. Det er godt, at der er skilte, hvor man bliver budt godt velkommen, siger den nyudklækkede jurastuderende og fortsætter:
- Jeg var faktisk ret nervøs for, hvordan det ville være at starte, men jeg synes, det er meget fint.
Da morgenbrødet var spist, og kaffekopperne krøllet sammen, trak de studerende afsted mod det første møde med auditorier og lektorer.