Se billederne: Lang kø da Ikea åbnede igen
Cirka 200 kunder var klar, da Ikea igen kunne lade kunderne komme ind i butikken, der har været lukket i 40 dage
AALBORG: Køen var lang mandag morgen, da Ikea i Aalborg genåbnede efter 40 dage, hvor varehuset har været lukket som følge af coronavirus.
Godt nok har der tidligere været flere mennesker i kø - end tilfældet var mandag morgen - men der blev holdt godt afstand, da døren blev åbnet klokken 10.00.
Da svingdøren i varehuset begyndte at køre, stod der personale, der sikrede, at kunderne huskede at spritte hænder og ikke gik for tæt.
- Det vi har oplevet med, at folk holder afstand, hoster i ærmet også videre, oplever vi også, at kunderne husker på, siger Peter Elmose, der er varehuschef i Ikea i Aalborg.
Har savnet kunderne
Og for Peter Elmose og de øvrige ansatte var det et glædeligt gensyn.
- Kunderne har savnet Ikea, men Ikea har også savnet kunderne. Næsten alle ansatte har været på arbejde for at pakke vare til online-salg, men det har været meget mærkeligt at gå rundt i et helt tomt hus. Så det er dejligt, at kunderne er tilbage, siger varehuschefen.
Peter Elmose vurderer, at det stod cirka 200 kunder i kø, da døren blev åbnet.
Ingen kötbullar
Selvom selve Ikea er åbent, holder den svenske restaurant stadig lukket, så kunderne må undvære köttbullar noget tid endnu.
- Vores restaurant og legeland er forsat lukket, og der venter vi på udmeldinger fra sundhedsmyndighederne, siger Peter Elmose.