Se billederne: Edderkopper og skeletter har indtaget Aalborg Zoo
I efterårsferien bliver der afholdt kæmpe halloweenfest i den zoologiske have
AALBORG: Allerede inden man træder ind i haven, fornemmer man, at noget uhyggeligt er på færde.
Enorme edderkopper har fundet vej til indgangsbygningens tag og kigger ned på de gæster, som tør begive sig mod billetlugerne.
Men der er ingen grund til panik, for edderkopperne er nemlig en del af årets halloweenfest i Aalborg Zoo.
Græskar, kryb og skeletter
Festen går under navnet Uhyggelig Hyggelig Halloween, og den løber af stablen i efterårsferien. Som navnet antyder, er der både fokus på gys og hygge.
Haven er dekoreret med massevis af græskar og andet pynt, men der er også kryb og skeletter til at trække stemningen i den uhyggelige retning.
Hver dag er der halloweenaktiviteter i haven. Hvis man er i det kreative hjørne, kan man kaste sig over græskarudskæring i den afrikanske landsby. Man kan også opleve tapirer og isbjørne få serveret et særligt halloweenmåltid, når der står græskar på menuen.
På jagt i Tågeskoven
Hvis man har mod på det, kan man gå på jagt efter talismanen i uhyggelige Tågeskov. På skovens mørke stier møder man både kæmpekryb og uhyggelige dukker.
Noget andet, som er blevet skabt til efterårsferien, er De Uddødes Kirkegård. Her minder en række gravsten forskellige dyrearter, som er uddøde i tidens løb. En gravsten er eksempelvis rejst til ære for dronten, som uddøde i 1670'erne. Kirkegården er skabt for at sætte tanker i gang om dyrearter, som ikke længere findes.
Halloweenfesten startede den 15. oktober, og sidste chance for at opleve det hele er søndag den 23. oktober.