Savner du også centralt fodgængerfelt? Nu vender det tilbage
Det er et ønske fra brugerne af midtbyen, der nu bliver opfyldt
AALBORG: Det er ikke altid helt nemt at krydse Nytorv, når du kommer fra Slotsgade i midtbyen. Tidligere blev du hjulpet på vej af et lysreguleret fodgængerfelt - og nu kommer vi til det, der er en god nyhed for mange: Fodgængerfeltet vender tilbage!
- Det blev egentlig nedlagt i forbindelse med etableringen af det nye Nytorv, fortæller Laura Sand, der er fase- og projektansvarlig for fornyelsen af strækningen fra det centrale torv til Nordkraft.
- Men vi har fået rigtig mange henvendelser om, at det er savnet, og at man gerne vil have det tilbage. Så for at tilgodese det ønske, bliver fodgængerfeltet etableret igen i løbet af sommeren.
Byudviklings-projektet består af i alt fem etaper, og efter planen slutter det ved Nordkraft med udgangen af 2024.
Kommunens vision for byfornyelsen fra Nytorv til Nordkraft er "at skabe en sammenhængende strækning med en perlerække af grønne byrum med plads til både handelsliv, ophold og oplevelser".
LÆS OGSÅ: Har du set? Næste etape af Nytorvs forvandling er i gang