Salling tog hul på fejringen af den nye rooftop
Samarbejdspartnere og kendte ansigter fra byen var inviteret til VIP event torsdag aften. Se billederne her
AALBORG: Karin Salling klippede torsdag aften snoren på Salling Rooftop og erklærede den nye Aalborg-attraktion åben. Indtil i morgen er det dog kun særligt indbudte, som har fået lov at se den.
Fantastisk installation
Sallings direktør, Marianne Bedsted, bød alle velkommen og overlod blandt andet talerstolen til byens borgmester, Thomas Kastrup-Larsen.
- Det kan godt være, den er lidt mindre end den i Aarhus, men her i Aalborg kan vi godt lide at stå tæt, sagde han blandt andet i sin tale.
Med det refererede han til byens gode samarbejde på tværs og stærke handelsliv, og han lagde ikke skjul på sin begejstring for Sallings nye installation.
Udover borgmesteren var kendte ansigter fra byens liv mødt op, samt stormagasinets samarbejdspartnere i forskellige former. Alle gik de begejstrede rundt på tagterrassens to niveauer og beundrede den flotte udsigt over byen og Limfjorden.
Festen startede på niveau 1, hvor man finder restauranten og siddepladser. På niveau 2 var baren åben, ligesom det er her, man finder den meget omtalte Skywalk, hvor man kan gå ud og kigge 30 meter ned igennem glaspladen i gulvet.
Sangeren Søren Sko kiggede også forbi for at underholde gæsterne.
Klokken 20 var det så Sallings ansatte, der var inviteret en tur på toppen til et glas champagne og fejring af den nye rooftop.
I morgen klokken 10 er det tid til den officielle åbning, hvor alle kan få lov at tage elevatoren eller de mange trapper op til stormagasinets tag.
Salling i Aarhus åbnede deres rooftop sidste år, og siden har over en million besøgende været forbi, hvilket placerer den på toplisten over Jyllands attraktioner.