Se billedet: Sådan kan Jomfru Ane Gade se ud i 2023
Genåbningen af nattelivet skal sætte gang i planerne om overdækning og mere forskellighed i festgaden - se illustrationen i bunden af artiklen
Endelig blev det tid til at smide mundbindet i skraldespanden - og feste og danse natten lang.
Det er nemlig slut med at gå hjem fra byen klokken 23.00, og det skal selvfølgelig fejres i den navnkundige festgade, som atter kan holde festen kørende uden afbrydelser.
Det betyder penge i kassen for Jomfru Ane Gades 300 meter med værtshuse, diskoteker og restaurationer. Det betyder også, at det igen er tid til at Gadens aktører taler sammen om, hvorvidt den tidligere omtalte overdækning af gaden er tættere på at blive realiseret.
- Vi vil utrolig gerne, at projektet står færdig i 2023, fortæller Henrik Foget Jensen, som med et ben hos både husejere og restauratører har fået til opgave at forene styrkerne om det enorme projekt.
Han er partner i Rekom, som ejer ikke mindre end 12 steder i Gaden. Lige nu arbejder han på at finde en løsning, som alle kan blive enige om - og som alle vil bidrage til.
Husejerne skal nemlig være med til at smide penge i projektet, som løber op i omkring 40 millioner kroner.
Planen om at få mere diversitet i Jomfru Ane Gade går kort fortalt ud på, at gaden ikke længere kun skal være en festgade, hvor der primært er liv og indtægter i weekendens aften- og nattetimer.
Der skal være mere liv om dagen, flere muligheder for at spise god mad og for at hygge sig uanset hvilken fase af livet, man befinder sig i. For at facilitere den forandring er husejere og restauratører nu på vej med et transparent overdække, der skal give konstant tørvejr i Gaden, men som på solrige dage skal kunne skubbes til siden.
- Vi har et rigtig godt samarbejde. Alle er positive, og vi er ved at nå til et sted, hvor vi alle er enige om, at det er det her, vi skal, fortæller Henrik Foget Jensen.
- Jeg er 90% sikker på, at det her kommer til at ske, fortæller han.
Om det kommer til at ske, og i så fald hvornår er dog et spørgsmål, vi i Aalborg har diskuteret siden 2011, hvor ideen første gang blev luftet i offentligheden.
I 2014 blev der givet tilladelse til at søsætte projektet, og siden har husejere og restauratører kæmpet med at komme til enighed om at sætte det store projekt i gang.
Herunder kan du se, hvordan det er planen, at byggeriet skal tage sig ud: