Sådan kan du støtte karneval: Åbner for salg af armbånd
Allerede nu kan du hjælpe med at sikre en gigantisk fest næste år
AALBORG: Er du en af de mange tusinder, der ærgrer dig over at misse muligheden for at gå ned ad Vesterbro i gigantisk menneskeslange i maj, så har du nu muligheden for at være med til at sikre, at der også i fremtiden bliver et kæmpe karneval i Aalborg.
Aalborg Karneval har nemlig netop genåbnet salget af loyalitetsarmbånd - men denne gang til karneval 29. maj næste år.
- Situationen er jo usikker for rigtig mange lige nu, og jo bedre vi er støttet, jo mere er vi også sikre på at kunne lave en fantastisk fest næste år, siger formand for Aalborg Karneval Mette Bugge.
Hun understreger, at økonomien ikke som sådan er truet af aflysningen af årets internationale parade, børnekarneval og Aalborg Karneval, men at det mere handler om at få spændt et sikkerhedsnet ud under foreningen, som er båret af frivillige kræfter.
- Hvis det net er der, skal vi nok være dem, der tager springet og arrangerer karnevalet til næste år, siger hun.
Mette Bugge glæder sig over, at foreningen siden aflysningen blev kendt i går, torsdag, er blevet mødt med masser af forståelse og opbakning fra byens borgere.
- Når nogen støtter op, så ranker vi jo ryggen, og det betyder faktisk noget, når f.eks. borgmesteren skriver en hilsen på min private Facebookside. Det viser jo, at der netop er opbakning til det, vi gør, forklarer hun.
- Jo mere opbakning, vi får, jo mere glæder vi os, for det er klart, at vi lige nu står i en situation, hvor vi har skullet træffe en rigtig svær beslutning om at aflyse. En beslutning, som vi ved rammer rigtig mange fællesskaber i byen hårdt.
Aalborg Karneval har i samarbejde med billetlugen.dk åbnet for salg af loyalitetsarmbånd, Fri bar i paraden, børnekarneval, Camp Karneval og All Inclusive - og altså alle gældende i 2021.
Der er børnekarneval 22. maj 2021, mens det store Aalborg Karneval som sagt finder sted 29. maj.